Det vi har sammen

Designertyverier for tre millioner

Foto: TV ØST

En 47-årig mand fra Sorø er sammen med to mænd fra Helsingør tiltalt for tyveri af designermøbler og biler til en samlet værdi af ikke under tre millioner kroner.

Politifuldmægtig Peter Østergaard fra Nordsjællands Politis anklagemyndighed oplyser til Helsingør Dagblad, at sagen er en del af et stort kompleks af sager om organiserede designerindbrud, som også omfatter personer i rockermiljøet.

De øvrige sager bliver stadig efterforsket og orienterer sig blandt andet om de personer, som har aftaget de stjålne møbler.

De to mænd fra Helsingør, hvoraf den 32-årige er en af Helsingørs mest straffede mænd, er sammen med Sorø-borgeren tiltalt for at have begået 29 indbrud i velstående hjem, men også i banker og i institutioner, i perioden fra sommeren 2008 til de blev anholdt i juli i år.

Men langt den største del af indbruddene, nærmere betegnet de 17, er begået fra begyndelsen af juni i år til anholdelsen den 18. juli.

Indbruddene fordeler sig over hele landet, men ikke mindst i Nordsjælland. Møblerne er blandt andet stjålet i villaer og i lejligheder i Helsinge og i Gilleleje, men mændene har også været på færde i fire private hjem i Ålsgårde, et i Espergærde og et i Fredensborg.

Da de tiltaltes indbrudsfrekvens var på sit højeste begyndte Politiets særlige gruppe til efterforskning af organiserede desigenrindbrud at holde et specielt øje med den stærkt belastede mand i Helsingør.

En borger fra Fredensborg var så fornuftig at forsyne politiet med et fotografi af den 32-åriges varevogn, mens han kørte rundt i natten på byens villaveje, og de oplysninger var med til at fælde manden.

Den 18. juli slog politiet til mod den 47-åriges hjem i Sorø.

Samtidig bankede andre politifolk på døren til den 32-årige bolig i kvarteret omkring Bøgebakken i Helsingør og på døren til den 35-åriges hjem andetsteds i byen.

Hjemmet i Sorø, var som Peter Østergaard udtrykker det, »propfuld af kostbare designermøbler«. Men også hos den 32-årige fandt politiet flere stjålne møbler. Han, som har kontakter til rockermiljøet, lå desuden inde med en lille håndfuld skudklare geværer.

Anklagemyndigheden mener, at det er denne person, som har stået for at sælge de stjålne møbler. Han kender »afsætningsvejene«, efter en lang forbryderkarriere, som fortrinsvis har været rettet mod berigelseskriminalitet.

Mange af de fundne møbler var mærkede, og langt de fleste har i mellemtiden fundet vej tilbage til de rette ejermænd.

Det drejer sig om de »klassiske« modeller, som PH's koglelamper og pendler, Piet Heins ellipseborde, Arne Jacobsens Ægget og 7'er-stole samt B&O-udstyr, men politiet fandt også stjålne biler på mændenes adresser.

Det drejede sig blandt andet om en Audi A4, en Toyota Yaris og en VW Fox, som tyvene havde taget med sig efter at have fundet nøglerne under deres tyvetogter i hjemmene.

De tre tiltalte har begået indbuddene sammen eller på egen hånd. Den 35-årige mand fra Helsingør har dog kun medvirket i et begrænset omfang, og i modsætning til de to andre så blev han da også løsladt efter kortere tids varetægtsfængsling.

Der er lagt op til flere års fængsel til de to af mændene, hvis de findes skyldige i alle anklagepunkterne efter retssagerne mod dem senere på efteråret. De kan erkende nogle af indbruddene, men nægter andre, oplyser anklageren til Helsingør Dagblad.

Tip os Har du et godt tip?