Der sker færre indbrud

Øget indsats mod indbrudstyve giver pote, mener politiet og justitsministeren efter faldende indbrudstal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Færre danskere kommer hjem til et raseret hus uden fladskærm, sparegrise og designerstole.

Antallet af anmeldte indbrud hos private er faldet med fire procent i første halvår af 2012 i forhold til året før - fra 20.895 til 20.115 anmeldelser. Samtidig får politiet fat i flere indbrudstyve, hvilket skyldes en øget indsats, mener både ministeren og politiet.

- Det hænger sammen med, at vi har styrket politiets indsats mod indbrudsbander, der står bag en stor del af indbruddene.

- Det er den rigtige vej at gå, og der er ikke nogen grund til ikke at fortsætte ad den vej i fremtiden, siger justitsminister Morten Bødskov til Ritzau.

Fanger flere indbrudstyve
I de første seks måneder koblede politiet 3657 indbrud sammen med en gerningsmand. Det er 22 procent flere end i samme periode sidste år.

Årsagen er de såkaldte task forces i Øst- og Vestdanmark, der går efter de organiserede indbrudsbander, og øget indsats på indbrud hos lokalpolitiet, mener justitsministeren. Men flere end fire ud af fem indbrud bliver stadig ikke opklaret.

- Skal indbrudskurven for alvor knækkes, er det helt centralt, at vi både kan slå hårdt ned på de lokale indbrudstyve og den mere organiserede indbrudskriminalitet, der sker på tværs af politikredsene, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Ikke alle fanger tyve
Det er dog ikke i hele landet, at tyve har fået det sværere.

I de fem politikrede - Østjylland, Midt- og Vestjylland, Syd- og Sønderjylland, Fyn og Københavns Vestegn - har der været mindre stigninger i antallet af indbrud i privat beboelse.

/ritzau/


Nyhedsoverblik