Der er ledige boliger i provinsen

I København er der 20 års ventetid på almennyttige boliger. Men i både Korsør og Rødbyhavn står flere lejligheder tomme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du mangler en bolig, der ikke får din bankrådgiver til at fare i flint, så skal du vende næsen væk fra hovedstaden.

For mens der er længere ventetid på almennyttige boliger i København, end det tager at blive gammel nok til at køre bil, så står lejligheder tomme i både Rødbyhavn og Korsør.

Det skriver P4 Sjælland.

Det er den allestedsnærværende finanskrise, der får skylden for det store pres på de billigere almennyttige boliger i hovedstaden.

- Finanskrisen og den almindelige økonomiske afmatning, herunder krisen på ejerboligmarkedet, gør nok at efterspørgslen på ejerboliger reduceres. Og dermed øges efterspørgslen på vores (almennyttige red.) boliger, siger Gert Nielsen, direktør i Boligselskabernes Landsforening til P4 Sjælland.

Alene i Kongeleddet i Rødbyhavn er der i øjeblikket cirka 20 ledige lejligheder ud af de omkring 200 boliger.

Ifølge Boligselskabernes Landsforenings optælling, var der d. 1. januar 2009 155 ledige, almennyttige boliger her i regionen.


Nyhedsoverblik