Der er flest på kontanthjælp på Lolland

Lolland topper listen af folk på kontanthjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var flere, der holdt jul på kontanthjælp i 2011, end året før.

Samlet set steg antallet af kontanthjælpsmodtagere således med 5500 fra december 2010 til december 2011 til samlet 163.800 personer, viser tal fra Danmarks Statistik.

På Lolland var det 7,4 procent af befolkningen i alderen 16-64 år i december 2011, der var på kontanthjælp eller en lignende offentlig ydelse.

På de næste pladser følger Albertslund med syv procent, og tredjepladsen deles af Ishøj og Fredericia med 6,7 procent, viser tallene.

I den anden ende af skalaen ligger Allerød og Læsø kommuner. Her var andelen af folk på kontanthjælp helt nede på 1,8 procent af befolkningen.

På de efterfølgende pladser ligger også to kommuner i Nordsjælland: Egedal med to procent og Rudersdal med 2,2 procent.

Når der samlet er flere på kontanthjælp, stiger udgifterne til de udbetalte ydelser også.

På et år - fra december 2010 til december 2011 - steg udgifterne til kontanthjælp med videre med 4,2 procent.

Og det er mange penge, der udbetales. I december sidste år blev der udbetalt 1,8 milliarder kroner - heraf gik halvdelen til passiv kontanthjælp.

/ritzau/


Nyhedsoverblik