Det vi har sammen

Der bliver handlet i Errindlev

Foto: TV ØST

I den lille by Errindlev bliver der handlet. Byens borgere er gået sammen for at bevare deres købmandsbutik. Det har de gjort ved at købe den.

I Errindlev på Lolland bor der omkring 350 indbyggere. Byen har stadig en købmand, fordi 125 familier i byen valgte at købe anparter i butikken for to år siden. Derfor ejer de den i dag, og hjælper til med frivilligt arbejde.

- Det er simpelthen fordi, at jeg vil gøre så meget frivilligt for vores købmand, så vi kan bevare den, siger Ejler Schjelde.

Hver torsdag kører Ejler Schjelde ud med købmandsvarer til dem, der ikke selv kan handle ind.

- Jeg lægger bil til og jeg ved godt, at det koster lidt penge, men det gør jeg gerne for at redde vores købmand, fortæller Ejler Schjelde.

Og han er ikke den eneste frivillige. Købmandsforretningen har mange frivillige, som også ejer anparter i butikken.

I den lille by står indbyggerne sammen for at bevare byen på bedst mulig vis.

- Vi står i hvert fald sammen, når der er brydninger om forskellige ting. Vi står sammen, når købmanden har behov for hjælp, siger Agnes Rasmussen, der også er frivillig hos købmanden.

 

Betyder alt for byen

I købmandsbutikken er der en direktør på deltid, en fuldtidsansat og en ansat på 35 timer. Derudover bliver alt andet arbejde foretaget af de frivillige.

- Jeg gør rent sammen med nogle andre piger. Vi har sådan et team, der skiftes, siger Agnes Rasmussen.

I den lille by er det vigtigt at have en købmand. Det betyder at indbyggerne ikke behøver at tage til andre byer for at handle. Og derfor er det lettere at tiltrække tilflyttere til byen.

- Det betyder meget. Det betyder meget for byen. Der var netop noget i fjernsynet i går om, at butikkerne lukker i yderområderne. Så det betyder ualmindeligt meget, at vi har vores købmand, siger Ejler Schjelde.

Købmandsbutikken omsætter for omkring seks millioner kroner om året. Det er nok til, at det hele kan løbe rundt uden underskud.

02:52 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App