Den passive røg står tæt i danske hjem

Et røgfrit hjem er kun røgfrit, hvis der aldrig ryges indendørs. Og det kniber i langt de fleste rygerhjem, viser ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skrappere rygeskikke i de danske hjem har sendt mange med hovedet ud under emhætten eller med overkroppen hængende ud af vinduet. Mange rygere opfatter derfor selv deres hjem som røgfrit, men de har alligevel svært ved at sende røgen helt udenfor. Det viser en rapport fra Kræftens Bekæmpelse.

I analysen er både rygere, eksrygere og ikkerygere interviewet om deres syn på passiv rygning i hjemmet. Mange fortæller frisk, at der slet ikke bliver røget i deres hjem mere. Alligevel er der næsten altid undtagelser - sent om aftenen, eller når børnene ikke er hjemme eller under emhætten. Kun hos to ud af 20 adspurgte bliver der aldrig røget indendørs.

-Mange tror, at de har et røgfrit hjem, hvis rygerne kun ryger ud af vinduet, eller når børnene er lagt i seng. Men det hjælper ikke. Stofferne fra røgen er i rummet længe efter, at cigaretten er slukket, og når man ryger foran vinduet, så blæser røgen ind i hjemmet, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse Inge Haunstrup Clemmensen, der har lavet rapporten.

Hun efterlyser forståelse for, at man skader både sig selv og familien, når man ryger indenfor, og at alle ville have helbredsmæssig gevinst ud af, at rygerne af sig selv gik udendørs.

Der er dog lang vej igen. Ifølge en rapport fra EU's Eurobarometer udsætter 49 procent af de danske rygere andre mennesker for passiv rygning i deres hjem. Til sammenligning er det kun 16 procent af de svenske og otte procent af de finske rygere, der gør det samme.

 

/ritzau/


Nyhedsoverblik