Den blide storm

Falck melder om en rolig nat trods den voldsomme blæst, der hærgede Danmark lørdag og natten til søndag. Omtrent 20 gange måtte Falck rykke ud til væltede træer og tagskader.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den kraftige blæst lørdag løjede af natten til søndag. Falck måtte dog rykke ud til væltede træer over hele landet.

Region Sjælland var hårdest ramt - her blev Falck tilkaldt ni gange i løbet af natten til søndag.

Blæsten kulminerede i Nordjylland midt på eftermiddagen lørdag og løjede af i løbet af natten efterhånden som vindbæltet bevægede sig østover, oplyser DMI. Stormen ruskede hårdest i Hanstholm, hvor der blev målt vindstød af orkanstyrke.

I resten af landet var der kuling med vindstød op til stormstyrke. Lørdag eftermiddag var travl for Falck som blev tilkaldt 50 gange, blandt andet da en lastvogn fyldt med grise væltede på motorvejen ved Kolding.

Mandag får vi også et blæsende vejr, men ikke i nærheden af storm. Desuden er der mulighed for at få vintersolen at se.

ritzau


Nyhedsoverblik