Demonstration mod Faderhuset

Frafaldne medlemmer af Faderhuset og slægtninge til nuværende medlemmer mødes både fredag og lørdag for at demonstrere mod, at medlemmerne presses til at isolere sig fra familien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En række frafaldne medlemmer af Faderhuset og slægtninge til medlemmer af menigheden mødtes i aften til en højtidelighed foran Faderhusets tilholdssted, Bandholm Hotel på Lolland.

Højtideligheden fortsætter i morgen, og den er en protest mod, at menigheden og dens leder, Ruth Evensen, i stigende omfang lægger pres på medlemmer af Faderhuset for at få dem til at afbryde forbindelsen med deres familier, opsige job og afbryde uddannelser og flytte til Bandholm.

- I nogle tilfælde har Faderhuset haft held med det massive pres og også fået folk til at sælge huse eller lejligheder for at støtte bevægelsen økonomisk. Samtidig med, at det ser ud, som om menigheden har store vanskeligheder med økonomien, siger frikirkepræst Bo Schultz til Ritzau.

Han har fået kendskab til forholdene ved samtaler med tidligere medlemmer af Faderhuset.

- Faderhuset og Ruth Evensen vil isolere menigheden fuldstændigt fra omverdenen og altså også fra deres familier. Det sker med en massiv kontrol, som man også kan kalde hjernevask, og så vidt jeg er informeret, udøves presset mod medlemmerne med stadig større desperation, tilføjer Bo Schultz.

Ifølge hans oplysninger opholder der sig i dag 30-35 voksne samt et antal børn i Faderhusets lokaler på Lolland.


Nyhedsoverblik