Det vi har sammen

Mads Gudiksen blogger fra Afghanistan

Mads Gudiksen er i Afghanistan for at møde de udsendte soldater fra Antvorskov Kaserne. Her kan du følge hans beretninger fra rejsen

 

10. maj

På gensyn hver torsdag aften

Så er vi alle tre tilbage i Danmark i go behold. Den sidste dag i Kabul, som skulle have været en rigtig slappe af dag blev lige pludselig hektisk. Meldingen om angrebet på Bridzar nåede Danmark, og vi gik i gang med at dække begivenheden for nyhedsfladen på TV2 Øst og for TV2 Nyhederne. Oplysninger skulle indhentes, interview laves og sidst men ikke mindst skulle vi få arrangeret, at billederne kunne linkes hjem via satelit inde fra selve Kabul.

Det sidste er ikke så nemt. Vi befandt os på NATO-basen i Kabul, og derfor ikke i selve Afghanistan. For at komme ud af basen og ud i byen skulle vi arrangere med basen, at vi kunne komme ind igen, når vi var færdige. Desuden skulle vi arrangere transport fra basen til Associated Press's kontor i Kabul, hvorfra vi skulle sende. Her kom Rasmus Tantholdt fra TV2 Nyhederne os til hjælp. Han skaffede kontakt til en dansker i byen, som af ren venlighed agerede chauffør for os.

Det var interessant at se Kabul, selvom det kun blev en hurtig køretur gennem byen. En enkelt asfalteret hovedvej går gennem centrum - resten så ud til at være enten jordveje, eller veje, hvor asfalten for længst er gennemhullet. Kun få huse er over 2 etager høje. En slidt by, der endnu ikke rigtig er kommet med ind i det 21. århundrede.

At sende direkte hjem til TV2 Øst fra taget af AP med udsigt over Kabul by var en værdig afslutning på en nervepirrende rejse. Nu håber jeg bare, at programmerne, hver torsdag aften, kan vidergive oplevelsen og gøre alle lidt klogere på, hvad det egentlig er, de danske soldater laver i Afghanistan. Og en indsigt i hele det enorme arbejde der ligger bag.

Og så håber jeg, at Charli-kompagniet kommer helskindet gennem deres mission.

5. Maj

Så tæt på..... igen!!!!

I mit sidste blog-indlæg var jeg så optaget af mødet med Hørve, at jeg slet ikke fik fortalt om vores temmelig nervepirrende overnatning i basen Bridzar. Og her til morgen får vi så at vide, at netop samme base har været udsat for et angreb og 11 af drengene fra Antvorskov kaserne er sårede.

Søndag kørte vi til Bridzar, hvor vi skulle lave vores sidste program. Et gammelt afghansk compound, hvor soldaterne sover i mørke hvælvede rum, bader med vand fra en brønd og lever af feltrationer. Fra lejren har man frit udsyn ud over greenzone og bag lejren ligger en hel lille by bestående af en labyrint af lysebrune ler-mure.

Et charmerende sted, var det ikke lige for den konstante trussel for angreb. Da mørket begynder at falde på tager vi alle sikkerhedsveste og hjelme på og går indendøre. Taliban lusker altid rundt i nabolaget og venter på en mulighed for at angribe den lille lejr. Sådan sad vi i 3-4 timer, før truslen vurderedes at være aftaget.

Og så skete det altså i aftes. I ly af en sandstorm angreb taliban. Vi var heldige at være kommet videre. Mindre heldige var de 11 sårede danskere og de to tolke. Jeg håber, de slipper fra det uden men.

4. Maj

Så tæt på.....

"Det var præcis samme sted, som vi krydsede åen sidst, måske en meter til højre".

Hørve (fra Hørve) sidder over for mig med en kold cola og fortæller, hvordan han i går blev ramt af en IED, en hjemmelavet bombe, da han var på patrulje ud for Budwan.

"Der lød et kæmpe brag, og jeg tror nok, at jeg kaster mig ned på jorden. Så tjekker jeg mig selv. Er der sket noget? Det er der ikke umiddelbart".

Hørve og to andre soldater, der blev ramt af eksplosionen, var heldige. Ingen af dem blev ramt af fragmenter. To af dem blev fløjet til felthospitalet, fordi de efterfølgende havde smerter i kroppen. Trykket fra eksplosionen har presset et ribben og givet et blåt øje fra brillen. Ikke andet. Derfor kan Hørve nu side og fortælle sin historie på soldaterhjemmet i Camp Bastion.

Anders og jeg har også været heldige. Vi gik samme sted to dage tidligere. Men bomben blev ikke udløst. Måske fordi vi var lige lidt længere væk. Vi ved det ikke. Anders peger på sin arm. "Jeg får helt gåsehud lige nu".

Det er rart at være tilbage i Camp Bastion. Vi har været så tæt på krigen, som man kan komme, uden selv at være i kamp. Og vi er alle i go behold. Det er Hørve også, men han skal ikke hjem. Han skal tilbage til krigen.
"Jeg vil rigtig gerne tilbage. Tilbage til de andre, og overvinde frygten for at gå ud igen. Men jeg skal ikke på patrulje, før jeg selv er helt klar".

Respekt for dit mod, Hørve. Jeg er glad for, at jeg skal hjem igen.

 

1. Maj

På patrulje i fjendeland

Det er helt sikkert det mest frygtindgydende jeg nogensinde har gjort. At tage fragmentationsvest og hjelm på og så begive mig ud af porten, ud af Budwans tykke, trygge mure, direkte ud i greenzone, hvor så mange soldater er blevet såret eller dræbt på patruljer som denne.

I går blev fem danskere ramt af miner få kilometer nede af Helmandfloden. Engelske soldater var ligeledes i kamp med Taliban i nærheden. Minerne er derude og Taliban er derude.

Men det er den port, soldaterne fra Antvorskov kaserne skal ud af dag efter dag. Nogle er morgenfriske og kommer med kække bemærkninger. Andre ser mere sammenbidte ud. Jeg selv kan mærke en knude i maven, i det vi forlader baseområdet og begynder vandringen ud i lige dele opiums- og hvede marker.

Anders og jeg går et stykke nede i kolonnen, og vi går alle i samme linie, i samme fodspor. Alligevel kigger jeg nervøst ned hver gang jeg sætter min fod. Kunne der alligevel gemme sig en mine? Træder jeg nu samme sted, som ham foran?

Efter nogle hundrede meter når vi frem til første hus. Et par mænd og nogle børn kommer hen for at tale med os, og efterhånden begynder jeg at slappe mere af. Og da vi fortsætter videre gennem de mudrede marker holder jeg op med at spekulere så meget på truslen fra minerne. I stedet fokuserer jeg på opgaven, at få lavet et program om turen.

"Taliban har sat sig i stilling ved næste række huse og er klar til at skyde efter jer", lyder det over radioen. Vi bliver beroliget af en soldat i nærheden. "Så længe vi bliver på denne side af træerne der, så tror jeg ikke de skyder". OK. Det må vi jo så håbe på. Efter at have talt med beboerne i det næste hus trækker vi os langsomt tilbage, og vi bliver bedt om enten at være i bevægelse eller knæle ned, så vi ikke er så oplagte mål.

Da vi når tilbage har turen taget 2½ time. Vi er gået to kilometer over mudrede marker, gennem vandingskanaler og langs huse. Og Anders og jeg er fuldstændigt udmattede af anstrengelserne og af varmen. Og lettede over at alle er kommet helskindede tilbage.

"Jeg sagde, at turen gennem ørkenen til Budwan var den hårdeste opgave nogensinde" gisper Anders, der har drukket de tre liter vand, vi hver havde med på turen og nu tager en sidste tår af mit.

"Men den er langt overgået nu. Det må du godt skrive i din blog".

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

 

 

29. April

100 meter fra fjenden

Vi sidder i Budwan på kanten af Helmand-dalen. Når vi går rundt i lejren, er der hyggesnak, kaffe, nogle soler sig, andre træner til høj musik i fitness-området, folk går rundt i sandaler og shorts. Alt foregår stille og roligt. Ingen virker til at have særlig travlt. Sådan er det inde bag de meter tykke mure, som er bygget hele vejen rundt om lejren.

Går man op på muren i et af de døgnbevogtede tårne, skal man have fragmentationsvest, hjelm og beskyttelsesbriller på. Herfra kigger man nemlig ud over Helmand-dalen. En oase af grønne marker og levende hegn midt i den Afghanske ørken. Og derude - 100 meter fra lejren - findes Taliban og deres sympatisøre overalt. Når soldaterne går patrulje skal de ikke gå mange hundrede meter ind i greenzone, før der bliver skudt imod dem, så de må søge dækning. Og allerede nede for foden af den skrænt, Budwan ligger på toppen af, har man fundet de første miner.

Der er bare een kilometer til Helmand-floden herfra. Og de danske tropper har aldrig været dernede. De fleste patruljer foregår i en radius af få kilometer rundt om lejren. Hvis de ville, kunne de sandsynligvis godt kæmpe sig derned. Men risikoen for tab ville være alt for stor, vurderer man. Så derned går man ikke.

Det er en absurd kontrast. Hyggen i lejren. Og truslen derude.

28. April

Ørkenturen til Budwan

Glemt alt hvad jeg har skrevet om sand. Jeg vidste ikke, hvad jeg talte om. Vi kørte i går gennem den Afghanske ørken. Dér er der sand. Ikke bare meget af det. Men over det hele. Vi kørte som bageste køretøj i en lang kolonne for at nå frem til den danske fremskudte base Budwan. Og det puddersukker-fine sand føg om ørene på os og trængte ind overalt.

En smuk tur ellers. Men også helt surrealistisk at stå der i lugen på Piranhaen, det pansrede køretøj, som er specialbygget til at kunne modstå vejsidebomber, skud og granater. Ud over den langstrakte ørken slynger andre ti Piranhaer og lastbiler sig i samme spor. Midt på køretøjet sidder konstabel Fuglebjerg (fra Fuglebjerg) med sit tunge maskingevær, mørke beskyttelsesbriller og hjelm. Han har sat sin iPod til intercommen og alle ombord lytter til Tom Jones afbrudt af meldinger fra kompagnichefen og de øvrige køretøjer.
"Man kan ikke tænke på faren hver dag", forklarer han. "Så ville man blive sindsyg. Nu er vi hernede, og så kan vi lige så godt få det bedste ud af det".

Og sådan her jeg det faktisk også. Vi kører lige gennem det område, hvor en mine sprængte forleden og ramte 6 danskere, heriblandt den danske fotograf. Og det rør mig faktisk ikke i situationen. Sker det så sker det, og så må vi tage den derfra. Ellers nyder jeg bare solnedgangen bag sandbakkerne og koncentrerer mig om at få lavet interviews og billeder.

Lone sidder det meste af turen nede i Piranhaen med høretelefonerne på for at sikre den bedst mulige lyd. Anders sveder i de 40 graders varme med kameraet pakket ind i en plastiksæk for at holde den værste støv ude, mens han filmer næste konstant på den 4 timer lange køretur.

Jeg mærker en vis lettelse, da vi kører ind ad porten til Budwan og passerer det køretøj, der forleden påkørte minen. Så langt så godt. Nu bliver det spændende at opleve livet i lejren, som skulle være et sikkert sted i sig selv, men som er omgivet af miner, vejsidebomber og bevæbnede Taliban-folk.

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

26. April

Seks danskere såret

"Det er løgn. Det kan ikke passe". Tankerne går næsten i stå i hovedet på mig, da meldingen lyder.

En halv time forinden sad vi sammen med kompagnichefen og planlagde vores tur til den fremskudte base Budwan og mulighederne for at komme med ud på patrulje. Vi blev afbrudt af et rygte om at et køretøj i netop det område havde ramt en vejsidebombe med flere danskere såret. Kort efter blev alle i vores lejr samlet på pladsen foran flagstangen.

"Vi har seks sårede danskere og en brite. De er alle fløjet til felthospitalet. Den værst sårede er en dansk pige. En fotograf, som nogen af jer måske kender". Ja. Det gør nogen af os. Vi fulgtes med hende herned i flyveren fra Danmark og tilbragte meget tid de første dage her i Camp Bastion sammen med hende. Hun tog op til Budwan før os, men skulle rejse hjem sammen med os senere. Nu er hun hårdt såret.

Vi vidste jo godt, at når man tager til Afghanistan, og ud med soldaterne, så er der en vis risiko for at blive beskudt eller støde på en mine. Men lige pludselig kommer det hele meget tæt på. Det er ikke bare en overskrift i avisen. Det er een vi kender. Og det er et sted, hvor vi skal hen om kort tid. Det kunne lige så nemt have været os.

"Operation minimize. Operation minimize". Højttalerne råber ud over hele den brittisk/danske lejr. Og det betyder, at INGEN må ringe eller skrive hjem og fortælle om hændelsen indtil alle de såredes pårørende er blevet underrettet. Og den danske fotograf er på operationsbordet og kan derfor ikke kontakte sine forældre.

Det er jo ellers det eneste, man har lyst til lige nu. Ringe hjem og sige, at man er ok. Men erfaringen er, at rygterne spredes hurtigt derhjemme. Og ingen kunne tænke sig, at ens egen kæreste eller mor skulle få nyheden at vide fra anden side, eller fra medierne.

Kort efter bliver vi kaldt sammen igen. Vi frygter det værste. På vejen kommer vi forbi feltpræstens telte. Her hænger et gammel tomt granathylster på hovedet og fungerer som klokke. Vinden får den til at bimle forsigtigt. Jeg har slet ikke lagt mærke til det før. Men det gør jeg nu.

Heldigvis er meldingen positiv. Hun er kommet til sig selv efter operationen, har ringet hjem og får ingen varige mén. Heller ingen af de andre tilskadekomnes situation er kritisk. Og kort efter afblæses "operation minimize". Vi løber til telefonerne for at ringe hjem og berolige vore nærmeste.
Men det er svært, når man selv er blevet urolig. Vi har jo hele tiden kendt til risikoen. Men den er blevet noget mere konkret.

Her til morgen var vi forbi felthospitalet og besøge den unge fotograf og de øvrige sårede. Flere af dem havde små sår i hoved og på hænder. Een havde mistet et par fortænder. Flere af dem noget af hørelsen. Fotografen lå med et stort sår i siden. Men så ellers glad og uberørt ud, bortset fra en omtåget fornemmelse efter bedøvelsen. Det var rart at snakke med hende. Men jeg tror, vi alle også føler os lidt omtågede efter det seneste døgns hændelser.

 

24. April

Midt i Afghanistan - langt fra frontlinien

Når man kigger ud af vagttårnet ved hegnet indtil Camp Bastion kigger man på sand, sand og atter sand. Intet andet. Og her sidder de danske soldater på vagt i døgndrift i den bagende hede. Det kan godt være det lyder vildt, eksotisk og farligt at være udsendt som soldat i Afghanistan, men for vagten i Camp Bastion er dagens mest spændende øjeblik, når maden bliver bragt ud midt på dagen.

Det er svært at forestille sig krigens realiteter langs Helmand-floden, når man bevæger sig rundt i trygge Camp Bastion midt ude i ørkenen. Kun den konstante snurren af helikoptere minder en om, at der mindre end 50 kilometer herfra går soldater rundt og har brug for luftstøtte og til tider også hjælp til at få sårede bragt ind.

"Det er stille for tiden. Vi har ikke mange sårede og ingen døde i to uger nu", forklarer chefen for Camp Bastion, da vi kommer forbi for at få et lift ud til vagttårnet for at se os lidt om. "Det er høst-tid, og alle har mere travlt med at få høsten i hus end at kæmpe mod os i øjeblikket. Og det gælder både høst af majs og af opium".

Det er rart at høre. Jeg håber de har rigtig travlt, når vi på et tidspunkt kommer ud i Greenzone, hvor kampene foregår. Vi vil gerne se, hvad soldaterne fra Antvorskov laver, men vi vil også gerne hjem igen, så vi kan fortælle det videre.

Indtil vi kommer derud, nyder vi freden i Camp Bastion. Efter dagens optagelser med udsendte fra DANILOG i Vordingborg, sætter vi os i KFUM's cafe, Kuffen, og nyder en friskbagtvaffel med syltetøj.

"Vi har det da meget godt, Gudiksen", smiler Anders, og pynter sin vaffel nummer tre med flormelis. Imens fortaber helikopternes brummen sig bag soldaternes snakken og volleyball-banens tilråb.

Foto: TV ØST

23. April

Sand, sand og atter sand

Sandet hvirvler rundt i luften. Det trænger ind overalt. I næsen, i øjnene, i munden. Selv om man drikker vand forsvinder tørheden i svælget aldrig rigtig helt. Vinden blæser i ryk henover Camp Bastion, der ligger midt i en ørken. Og de mange bæltekøretøjer og lastbiler hjælper konstant med til at hvirvle endnu mere sand op.

Seneste melding er, at vi skal blive her i lejren nogle dage endnu, før vi kan komme videre ud til Budwan-basen, hvor kompagniet fra Antvorskov hører til. Men vi er heldigvis i gode hænder her. Det er somt sagt DANILOG med næsten fyrre mand fra Vordingborg, som står for det logistiske arbejde bag frontlinien. Og på vores skab i teltet ved siden af vores seng står med store bogstaver printet DANILOG - VORDINGBORG.
Så er man alligevel ikke så langt hjemmefra.

Formiddagen gik på flypladsen i udkanten af lejren. Her modtog vi et fragtfly hjemmefra Danmark med post og patroner. Alt sammen pakket i Vordingborg for et par dage siden. Konstant lander det ene fragtfly efter det andet og helikoptere svirrer i luften. Sammen med sandet.

Fotografen Anders ser bekymret ud. Det plejer han ellers ikke. Men den fine sand kan trænge ind alle vejne og få vores kameraudstyr til at gå i stykker. Vi har to kameraer med for en sikkerheds skyld. Men alligevel. Når vi ikke optager forsøger vi at give kameraet dækning for sandet i nærmeste hus eller bil.

Lone er mere bekymret for sin nakke. "I morgen tager jeg også solcreme på halsen og i nakken", siger hun med eftertryk. Nok en god ide. Jeg selv har sikret mig med faktor halvtreds. Solen er ekstremt stærk, og en forbrænding gidder man ikke lige kæmpe med, hvis man kan blive fri. Her er nok af udfordringer i forvejen.

Foto: TV ØST

22. April

Ankomst til Helmand

At lande i Camp Bastion er fuldstændig som at lande i en amerikansk krigsfilm.

Vi blev beordret ud af Hercules transportflyet, hvor vi havde siddet på fire lange rækker i en times flyvetur ned over Helmand.

Ude på flyvepladsen, der udover selve landingsbanen består af sand og grus, stod støvet om ørerne på os mens drønet fra et stort amerikansk transportfly buldrede bag os. To store helikoptere gik samtidig på vingerne. Imens slæbte vi afsted med vores store kameratasker og iført fragmentationsvest (beskyttelsesvest) og hjelm.

"OK, den er go nok. Nu er vi her sgu", råber fotografen Anders til mig for at overdøve flyets motorer.

Afgangen fra Kastrup gik på trods af askeskyen planmæssigt.

Efter 8 timers flyvning i et normalt passagerfly chartret af forsvaret til turen, landede vi i Kabul tidligt i morges. Her fik vi stillet vores sult i en gigantisk morgenmadsbuffet i et kæmpe madtelt, inden vi fire timer senere fik besked på at tage beskyttelsesudstyret på og stige ombord i det danske Hercules fly.

Vi er afsted med kompagniet fra Antvorskov kaserne, som vi skal følge. De har lige været på tre ugers ferie i Danmark og skal nu tilbage til deres fremskudte base, Budwan. Og vi skal med.

Camp Bastion er det logistiske knudepunkt for hele operationen i Helmand-provinsen og lejren er hjem for amerikanernes nytilkomne styrker.

En seng står klar til os i den danske lejr. Rækker af store telte med go plads til 12-14 senge udgør indkvarteringen. Vi finder hurtigt lejr-chefen. Han er fra DANILOG i Vordingborg og kender udemærket godt udsendelserne om De Udsendte på TV2 Øst. Vi får en grundig rundvisning på hele det danske område, og får planlagt morgendagens optagelser.

"Det er godt nok et kæmpe apparat, der bliver sat i gang, når man går i krig", siger Lone, som er med som lydmand.

Og det er slående, når man går rundt her mellem pansrede mandskabsvogne, lastbiler, række efter række af containere. Her er alt fra reservedele over toiletpapir til cornflakes og undertøj.

Man tænker sjældent på al den logistik, der ligger til grund for at de danske soldater kan gå på patrulje i området. Det kræver mandskab, planlægning og tålmodighed. Og man forstår pludselig hvorfor det er så dyrt at gå i krig.

 

21. april:

21. april

Afgang til Afghanistan

Det er onsdag formiddag og jeg har netop modtaget en SMS fra forsvaret om at vores fly til Kabul afgår planmæssigt i aften. Det har ellers været noget af et røgslør vulkan-aske skyen har lagt de seneste dage, og det første jeg gjorde, da jeg vågnede i morges var at tjekke TV2's hjemmeside på min telefon for at få sidste nyt om asken.

På gulvet ligger min gamle rygsæk og tøj til fjorten dages rejse i Afghanistan. Ved siden af ligger hjelm, fragmentationsvest, beskyttelsesbriller, sovepose og ørepropper. Alt sammen udstyr udlånt af forsvaret. Ting vi skal benytte, når vi skal bevæge os rundt i krigszonen i Helmand.

Det er helt mærkeligt at have den slags liggende i sin stue. Det er bare for en sikkerheds skyld. Det ved jeg godt. Men det føles ikke særligt sikkert. Det er ikke rart at tænke på, at vi nu tager til et område, hvor risikoen for at køre på en vejsidebombe er reel. Hvor talibanere står i skyggerne og overvejer om det er værd at løsne et skud. Selvom risikoen ikke er stor, og det jo også er farligt at køre på vejene herhjemme, så føles truslen mere reel og ubekendt.

Men nu tager vi afsted, og som Anders, fotografen på vores rejse, sagde forleden, så bliver det jo en stor oplevelse. Og interessant at se, hvordan det egentlig er, når vi sender danskere i krig. Se det med egne øjne.

Foran os ligger i førsteomgang en flyvetur med almindeligt passagerfly fra Kastrup til Kabul, hvor vi skal mellemlande i Baku, hovedstaden i Aserbajdsjan. Derefter skal vi med militært transportfly til Camp Bastion - hovedasen i Helmand. Tror det bliver en lang, trættende rejse, så jeg har pakket både fagligt læsestof om missionen og podcastet satire fra DR2 på min iPhone.

Lone sender mig en sms. Hun er egentlig journalist og opliner i magasingruppen, men hun skal med på turen som lydmand. Hun har som altid tjek på detaljerne, og vil lige høre, hvor det blog-indlæg bliver af. "Det kommer nu".

Se mere om programserien 'De Udsendte' her

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App