Mens danske butikker sukker efter kundernes penge, går det bedre med de tyske grænsebutikker. Hver anden danske husstand kører nemlig over grænsen for at handle en eller flere gange i løbet af et år.
Det er en markant stigning siden 2008, hvor 37 procent kørte over grænsen for at købe ind, viser tal fra en undersøgelse fra marts i år gennemført af Capacent for De Samvirkende Købmænd (DSK).
Det er sodavand, øl, vin spiritus, slik og vin, der især proppes i bilen på indkøbsturen. Og det er varer, der i dag er belagt med afgifter herhjemme. Sættes afgifterne yderlig op, vil 18 procent handle endnu mere i grænselandet.
Underdirektør i DSK Claus Bøgelund Nielsen mener, at det er et kæmpe samfundsproblem, når halvdelen af de danske husstande kører i bil til Tyskland og tilbage igen i stedet for at handle lokalt.
Han mener, at danske afgifter bør sænkes frem for hæves undtagen for cigaretter, hvor minimumafgiften kan hæves, så også de billigste cigaretmærker koster det samme i Danmark som i Tyskland.
Undersøgelsen viser også, at 13 procent i dag indregner grænseindkøb i dagligdagen, og de køber ind i Tyskland fire til seks gange om året eller oftere. For to år siden, var det kun hver tiende.
/ritzau/