Danskerne vader ud på togskinnerne

Det er farligt at færdes på togskinnerne. Men det er alt for mange af os ligeglade med. Onsdag mistede en 12-årig dreng sin ene arm, da han legede på skinnerne ved Nørre Alslev.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag mistede en 12-årig dreng sin ene arm, da han legede på skinnerne ved Nørre Alslev på Falster og kom i klemme under et tog.

Sagen viser igen, at det er farligt at færdes på togskinnerne. Men det er alt for mange danskere ligeglade med, skriver gratisavisen metroXpress.

Ifølge både DSB og Arriva Tog er der nemlig hvert år hundredvis af såkaldte nær-ved-hændelser. Det er episoder, hvor et tog er tvunget til at nødbremse og kun lige præcis har undgået at ramme en person eller en bil, der forsøger at krydse sporene.

- Desværre er det ikke blot unge, der ikke respekterer skinnerne. Eksempelvis har vi for nogle år siden oplevet, at et tog måtte nødbremse, fordi to pædagoger var ved at føre en børnehave ulovligt over sporene. I det tilfælde nåede toget kun lige præcis at standse, siger sikkerhedschef hos Arriva Tog Martin Møller.

Daglig sikkerhedsleder i DSB Fremføring Willie Nordahl Jensen fortæller, at folk ofte ikke aner, hvor farligt det er at gå på sporene. Eksempelvis kan det være for sent at flytte sig, når man kan høre toget komme.

- Når man kører med 180 kilometer i timen, er der en meget lang bremselængde. Selv om en nær-ved-hændelse ikke har dødelig udgang, går det hver gang ud over lokomotivførerne. 50 procent af vores sygemeldinger skyldes disse hændelser, siger han.


Nyhedsoverblik