Danskerne på nettet

1,7 millioner danskere bruger sociale netværk på nettet. Og 74 procent af danske netbrugere læser nyheder på nettet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke længere nødvendigt at gå ud i det virkelige liv for at vende hverdagens begivenheder. Danskere på nettet blogger og chatter på sociale netværkstjenester som aldrig før. Tal fra Danmarks Statistik viser, at omkring 1,7 millioner danskere bruger sociale netværkstjenester. Og tjenester med brugerskabt indhold tiltrækker stadig flere.

Jo yngre man er, desto mere chatter man. Næsten 9 ud af 10 af de 16-19-årige bruger online netværkstjenester.

Læsere af blogs er på ét år steget fra 22 procent til 33 procent. Samtidig er andelen af de mere aktive bloggere, der skriver indlæg eller uploader billede til personlig blog, fordoblet fra 9 til 18 procent i 2009, viser tallene.

Men det er ikke kun venskaber, der kan findes på nettet. Danske internetbrugere får ofte nyhederne via computerskærmen, og faktisk downloader eller læser tre ud af fire nyheder, netaviser eller nyhedssider på nettet, mens hver anden internetbruger lytter til netradio eller ser web-tv.

Når nu nyhederne og vennerne er klaret, kan man bruge tiden på at tjekke de nyeste spil, musik eller film på nettet. Omkring 39 procent af internetbrugerne spiller eller downloader spil, musik, film, tv-serier eller billeder fra nettet. Det svarer til 1,4 millioner personer. Også her er andelen størst blandt de 16-19-årige, hvor hele 62 procent bruger underholdningen fra nettet.

Samlet har 86 procent af befolkningen adgang til internettet hjemme. Og 72 procent bruger dagligt eller næsten dagligt nettet.

Langt de fleste bruger netforbindelsen til e-mails - 94 procent - mens blot fem procent bruger nettet til at uddanne sig via et onlinekursus.

/ritzau/


Nyhedsoverblik