Danskere strømmer til provinsbyer

Flere byer i regionen får procentvis større tilgang af nye borgere end byer som København og Århus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midtjyske og vestsjællandske kommuner overhaler nu store byer som København, Århus og Odense i popularitet. Indbyggertallet boomer i mange provinsbyer, viser tal fra Danmarks Statistik. Det skriver Politiken.

Ta' til Costa Kalundborg sang Shu-bi-dua med en snert af ironi tilbage i 1982. Nu er det overbærende smil afløst af glæde - forventningens glæde. Kalundborg er en af de kommuner, som frem til 2030 vil opleve en markant vækst i indbyggertallet.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at Kalundborg, Næstved og Silkeborg får procentvis flere indbyggere de kommende år end eksempelvis København, Gentofte, Hørsholm og Odense. Horsens er den kommune, som får flest nye indbyggere i 2030 med en stigning på 20 procent. Men der vil også være mere end 10 procent flere skatteborgere i de vestsjællandske kommuner Slagelse, Holbæk og Kalundborg inden 2030, og det gør dem til nogle af landets mest populære.

Sammen med Midtjylland er det her, danskerne for fremtiden flytter til. Og provinsbyernes nyvundne popularitet kommer ikke bag på Lisbeth Knudsen, lektor i Sociologi ved Aalborg Universitet:

- Folk flytter længere og længere væk fra København, fordi de ikke har råd. Og så skal man se på de enkelte områder, hvor arbejdspladserne forsvinder - der forsvinder indbyggerne også, siger hun.

Omvendt trækker byer med jobmuligheder nye skatteborgere til. Kalundborg er Sjællands største industriområde uden for København, og selv om fabrikker og raffinaderier ikke har æstetikken på deres side, så flytter borgerne til. Kommunen har nemlig arbejdspladser til begge ægtefæller. Og billige boliger. I Kalundborg handler det ikke om, hvad der er råd til, men hvad man har lyst til, fortæller ejendomsmægler Steen Huusom.

Mange kommuner forsøger sig med reklamer på tv og i blade for at gøre opmærksom på sig selv. Thorkild Ærø, forskningschef ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBI), mener ikke, at det er en dum ide, men hælder alligevel til en mere langsigtet, men mindre sexet strategi.

- Mange bymennesker har et romantisk syn på landsbyerne, hvor de tror, der er en større sammenhængskraft. Men det er ikke nødvendigvis realiteterne. Derfor skal man passe på ikke at tegne et skønmaleri. Er det ikke retvisende, flytter folk igen, mener forskningschefen ved SBI.

Skønmaleri eller ej er det vigtigt for kommunerne at få deres historie ud. Kendskabet kan være afgørende for tiltrækningskraften. Bl.a. har flere pendlere fra København fået øjnene op for Guldborgsund Kommune på Falster, som har skabt sig et nyt, positivt image. Når kommunerne først har fået gjort opmærksom på sig selv, skal forholdene være i orden, hvis skatteyderne skal lokkes til og senere fastholdes.

- Nye tilflyttere er meget opmærksomme på boligkvaliteten. Visse steder er boligerne så forfaldne, at folk vælger byerne fra. Man kan godt forestille sig, at visse områder affolkes på grund af for dårlige boliger, mener Thorkild Ærø.

 


Nyhedsoverblik