Danskere slipper for kommuners ringe veje

Foto: TV ØST

Flere kommuners spareplaner om at lade borgerne overtage hullede kommunale veje, bliver nu stoppet af et lovindgreb fra transportministeren.

Danskere i stort tal slipper sandsynligvis for at blive de utilfredse ejere af hullede og nedslidte kommuneveje, som vil
koste dem mellem 1000 og 4000 kroner at få istandsat per husstand.

Transportminister Hans Chr. Schmidt (V) er på vej med et lynindgreb, som skal træde i kraft fra nytår og forhindre, at
flere kommuner landet over kommer igennem med at privatisere omkring 400-500 kilometer kommunale villaveje og stille dyre krav om vedligeholdelse til beboerne. Det skriver Berlingske Tidende.

Indgrebet, der på forhånd støttes af et flertal i Folketinget, kommer, efter at et stort antal kommuner har gjort nedklassificering af kommuneveje til private fællesveje til den store sparefidus på næste års budgetter på trods af, at en privatisering allerede i dag kun må gennemføres ud fra trafikale hensyn.

Ifølge en kommende lovændring vil det fremover blive et krav, at kun veje, der er nyrenoverede og i tip-top stand kan
overdrages til private. Samtidig skal en nedklassificering varsles fire år inden, overdragelsen skal finde sted, så der
altid skal afholdes kommunalvalg i perioden. Og som en særlig overgangsordning vil alle kommuneveje, som endnu ikke er blevet fysisk overdraget til private ejere via et personligt brev, blive omfattet af de nye bestemmelser. Det sidste sker for at forpurre så mange som muligt af de budgetbeslutninger, der nok er vedtaget, men endnu ikke effektueret.

  - Siden jeg hørte om det her, har jeg forberedt et lovindgreb, for jeg synes, det er en urimelig måde at behandle folk på. De har betalt skat i årevis og får så pludselig overdraget ansvaret for en vej. Derfor vil jeg sikre, at vejoverdragelser fremover kun kan ske på en anstændig måde, siger Hans Chr. Schmidt.
  /ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App