Ventede elleve år på rygoperation

11 års rygproblemer fik Henrik Linde klaret på en uge, da først han selv kontaktede tyske kirurger. De danske operationer af diskusprolaps er 15 år bagefter, lyder kritikken

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Det kostede Henrik Harris Linde bryllupsopsparingen og lidt til at tage til Tyskland i sidste uge for at blive opereret. Men de 85.000 kroner er godt givet ud. For Henrik Harris Linde har kæmpet 11 år med rygsmerter og fået tre afslag på at få opereret sin diskusprolaps i Danmark. Nu er han smertefri, fordi tyske kirurger fjernede den prolaps, som havde trykket på hans nervebaner til ben og fødder, så han af og til måtte bruge rolator for at komme rundt.

- Jeg er vred, det kan simpelthen ikke være rigtigt at vores læger ikke udvikler sig selv og læser om de nye teknikker, siger Henrik Linde.

Forskellen på en operation i Danmark og Tyskland er nemlig stor, og risikoen for at blive lam af operationen i Danmark er så stor, at lægerne på hans vegne ikke har turde løbe den risiko. Men i Tyskland er indgrebet mere simpelt.

- Jeg har kun et sting, for i Tyskland fører man bare en kikkert og et kamera ind i siden og laver hele operationen igennem der, mens man i Danmark sprætter hele maven op, tager organerne ud og ordner det hele forfra, siger han.

Og Patientforeningen i Danmark er i kontakt med mange danskere, som har søgt til udlandet.

- Det vi oplever er, at patienter der har været udenlands, fordi de netop ikke kan få hjælp herhjemme, de er blevet mødt af hovedrysten af udenlandske kirurger, som siger, at de danske rygoperationer er 10 - 15 år bagud. De danske læger skal efteruddannes, siger Patientforeningens formand Villy Christensen.

Og systemet kunne have sparet tre års sygedagpenge til Henrik Harris Linde og 11 års smertehelvede for den nu 35-årige far til fire.

- Det er så pinligt, og jeg føler mig ført bag lyset simpelthen. At vi ikke er nået længere, det er uhyggeligt, siger han.

 

 

 

 


Nyhedsoverblik