Dansk sejlerfamilie: Piraterne slog os ikke

Hverken den danske sejlerfamilie eller de to gaster blev slået af de somaliske pirater under deres fangenskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Den danske sejlerfamilie, der i mere end seks måneder blev holdt fanget af pirater på et kapret skib ud for Somalias kyst, blev ikke udsat for vold og overgreb under tilfangetagelsen.

Det fortæller moderen Birgit Quist Johansen på sin Facebook-profil, skriver Sjællandske.

- Ingen af os er blevet slået og heller ingen overgreb.

- Vi har kunnet bevæge os på det meste af skibet efter den første halvanden måned, så vi har det efter omstændighederne godt, skriver Birgit Quist Johansen.

- Vi har heller ikke været skilt ad undtagen nogle af os i to dage. Så det har været godt for os, fortsætter hun.

Familien blev frigivet den 6. september og er nu tilbage i Kalundborg, hvor de tre børn ifølge avisen er i sving igen med deres skole og fritidsinteresser.

Netop børnene er Birgit Quist Johansen dog bekymrede for. Hun giver udtryk for, at de har brug for psykoterapeutisk hjælp til at komme sig efter forløbet.

Ægteparret Jan og Birgit Quist Johansen, deres børn Hjalte (17 år), Rune (15 år) og Naja (13 år) samt de to gaster Viktor Greir og Rane Lund blev kidnappet den 24. februar i år 210 sømil nordøst for øen Socotra ved Afrikas Horn.

Da var de i gang med en to år lang jordomsejling i sejlbåden ING og var på vej mod byen Salalah i Oman.

Kapringen skete i farvand, som danske fragtskibe i flere år har undgået på grund af faren for pirater.

Mens de syv lystsejlere nu er tilbage på dansk grund er to danske søfolk fortsat gidsler hos somaliske pirater. Det har de været siden 12. januar, da fragtskibet Leopard blev kapret.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik