Danmarks første prærietrane landet på Møn

Foto: TV ØST

En absolut sjælden gæst har for en stund slået sig ned på Møn, der nu kan bryste sig af at have besøg af Danmarks første nordamerikanske prærietrane.

Danmarks første prærietrane har slået sig ned på Møn. I hvert fald for en stund.

Prærietranen er en ekstremt sjælden gæst fra det nordamerikanske græsland, men mandag landede den altså ved Busemarke Mose, hvor den nu søger efter føde i selskab med europæiske traner.

- Det er meget specielt, og der er meget få så store fugle, der krydser atlanten og klarer turen, siger Rasmus Strack, der er medlem af Dansk Ornitologisk Forenings sjældenhedsudvalg, som sørger for at registrere de sjældne fuglearter, der kommer til Danmark.

Tiltrækker hundreder af ornitologer

Fuglen er ifølge Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside stor og grå og burde egentligt opholde sig på den nordamerikanske prærie eller i tundraområder mod nord i Canada eller Alaska.

Ifølge hjemmesiden er det første gang, at en prærietrane er observeret i Danmark, og den store sjældenhed tiltrækker hundreder af feltornitologer fra nær og fjern.

- Den første dag, var vi 150-200 personer, der smed alt, hvad vi havde i hænderne for at tage ned og se prærietranen. I går (tirsdag red.) var der endnu flere, og i dag onsdag kommer dem, der ikke er helt så sindssyge som os andre, der lader hus og hjem være hus og hjem eller stikker af fra bryllupsfester for at se sjældne fugle. Jeg ved også, at der er folk i Frankrig, Holland, Belgien, Sverige og Norge, som overvejer at køre hertil for at se den, siger Rasmus Strack.

Samme fugl som i Finland

Prærietranen blev set af ornitologerne Thomas Varto Nielsen og Thomas W. Johansen mandag den 27. maj omkring middag, og det er formentligt den samme, som har været rundt i andre europæiske lande.

Rasmus Strack gætter på, at det er den samme, som landede i England for nogle år siden, og er næsten 100 procent sikker på, at det er den prærietrane, som henover vinteren har opholdt sig i Spanien, og som 7. maj blev set i Finland.

- Der er stor sandsynlighed for, at det er den samme fugl, der har slået sig sammen med en europæisk traneflok. Den har nogle letgenkendelige fjerdtaljer, så derfor er vi ret sikre på, at det er den, siger Rasmus Strack fra Dansk Ornitologisk Forening.

Mellem

Hvor længe den nordamarikanske prærietrane bliver i Danmark, ved han ikke, men et bud Fra Rasmus Strack er, at den godt kunne tænkes at opholde sig her i 1 måned eller 2.

- Den har fundet sig en ung, dansk almindelig trane, som den flyver rundt med, og nu har den været her et par dage og fundet ud af, at her er meget godt, så jeg tror godt, at den kunne blive her i juni og måske endda juli med, siger Rasmus Strack.

Se Rasmus Stracks videooptagelser af den sjældne gæst her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App