Danish Crown afviser Kina-anklage om svindel

Oplysninger om at Danish Crown har tilsat ulovlige stoffer i svinekød til Kina afvises blankt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danmarks store eksportør af svinekød, Danish Crown, afviser, at selskabet har blandet hormoner eller andre endnu mere skadelige og ulovlige stoffer i svinekød til det store kinesiske marked.

Selskabet vinder kæmpestort ind på det kinesiske marked.

Det fastslår underdirektør Søren Tinggaard tirsdag, efter at det i kinesisk presse er blevet offentliggjort, at der er fundet rester af det meget forbudte stof clenbuterol i svinekød.

Stoffet er en slags steroider til muskelopbygning.

De ulovlige rester skulle være fundet i små mængder i kød fra USA, Canada og Danmark, oplyser de kinesiske aviskilder.

- Vi har ikke fået trukket kød tilbage, og vi har ikke sendt kød til Kina med den slags stoffer. Selvfølgelig ikke, siger Søren Tinggaard.

Hidtil har han kun hørt om, at kinesiske producenter selv kunne have tilført den slags stoffer i svinekødet eller stoffer i en "lavere kategori". Men han har heller ikke hørt om, at USA og Canada skulle have gjort det samme.

Kina er ikke ligefrem ukendt med fødevareskandaler, hvor tilsætning af stoffer bruges i kampen for profit.

For få år siden var den kinesiske mejeriindustri ramt af en meget alvorlig skandale, hvor der blev tilsat melamin - et plastprodukt - i mælkepulver. Den gang blev Arla Foods gennem sin samarbejdspartner i Kina hårdt ramt.

Danish Crown er meget opmærksom på, at man skal følge det rette spor i Kina. Landet har nemlig udsigt til allerede næste år at blive slagterikoncernens næststørste marked i verden.

De danske svineproducenter tjener styrtende på, at kineserne godt kan lide de produkter, som eksempelvis danskerne afskyr: Grisehoveder, tæer og grisehaler.

Det nye er, at kineserne nu også vil betale for de lidt mere forædlede varer som spareribs og andre produkter. Men de skal helst indeholde ben.

/ritzau/


Nyhedsoverblik