Dårlige synshaller skal på nettet

Foto: TV ØST

Et lovforslag fra transportministeren betyder, at bilister får mulighed for at fravælge dårlige synshaller. Forslaget bakkes op af venstres Karsten Nonbo.

Fremover får bilister mulighed for at fravælge synshaller, der overser tærede bremserør og defekt styretøj.

Et lovforslag stillet af transportminister Hans Christian Schmidt (V) medfører, at oplysninger om tilsynet med synshallerne skal være offentligt tilgængelige på nettet og i synshallerne, skriver JydskeVestkysten.

- Der er lagt op til, at man via nettet kan vurdere, hvad der ligger af oplysninger om de forskellige synshaller - om de er gode eller mindre gode eller uacceptable, siger Karsten Nonbo (V).

- Det er selvfølgelig godt for kunderne, at de kan være sikre på, at en bil er i orden, når de går ind et sted og får den godkendt, fortsætter han.

Samtidig får Trafikstyrelsen ifølge Karsten Nonbo bedre muligheder for at lukke brodne kar.

- Desværre kan det tiltrække dem, som går derhen, hvor bilen kan blive godkendt. Men det er jo også sådan, at Trafikstyrelsen tager derhen, hvor det rygte går, og de tidligere har konstateret, at der er problemer, siger han til JydskeVestkysten.

Socialdemokraterne fik tirsdag flertal for, at tilsynsresultaterne ikke kun skal offentliggøres på nettet, men også i synshallerne.

- Gevinsten er, at forbrugerne kan fravælge de synssteder, der er ringest, men det betyder også, at de ringeste vil oppe sig, for nu er kontrolresultaterne synlige, siger forbrugerordfører Benny Engelbrecht (S) til JydskeVestkysten.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App