Dådyr endt i fryseren

Det lader til, at der er sat et foreløbigt punktum for den årelange strid om dådyrs tilstedeværelse på Omø.

En lille hurtigtarbejdende arbejdsgruppe nedsat efter et møde i Omø Forsamlingshus med dådyrene som eneste punkt på dagsordenen er nået til enighed: Bestanden af dådyr på øen skal reduceres fra ti til mellem fem og syv dyr. Det skriver Sjællandske.

Arbejdsgruppen talte sommerhusgrundejerforeningen Øregården, Omø Grundejer- og Beboerforening samt Omø Jagtforening. Herfra fortæller formand Bjarne Nielsen:

- Aftalen med at reducere bestanden til mellem fem og syv dyr og holde den på det antal skulle gerne gøre alle tilfredse - både tilhængere og modstandere af dådyrene. Vi er stadig ikke 100 procent sikre på, hvem der har bragt dådyrene til øen, men dådyrene vil blive skudt af jægere fra foreningen eller af folk, der har jagtretten på det sted, hvor de træffes.

Faktisk har den første då allerede måttet lade livet for godt en uges tid siden - skudt af en jordejer på øen.

- Jeg kan fortælle, at dåen vejede sine 90 kilo. Den er endt i en fryser, men det er meningen, at den skal og spises ved en sammenkomst i Omø Forsamlingshus. Der er allerede taget kontakt til kokken, og nu mangler vi bare at få fastsat en dato, siger Bjarne Nielsen, formand for Omø Jagtforening til Sjællandske.

De ni stadigt levende dådyr, to hjorte og syv dåer, går en farlig tid i møde på Omø. Der er nemlig stadig to måneder tilbage af jagtsæsonen.

Dådyrene på Omø har givet anledning til stor ballade og delt øens befolkning i to halvdele for eller imod dyrene, der har en tendens til at rasere øens haver.

De første tre dådyr dukkede uanmeldt op på Omø i foråret 2006. Og de må have været drægtige, for pludselig var der seks. I 2007 kom så en hjort til, og han må have gjort sin maskuline pligt, for frem til for en uge siden var der ti dyr på øen, otte dåer og to hjorte.

Omkring dådyrene har der været underskriftsindsamlinger for og imod. Politi og Skov- og Naturstyrelsen har været indblandet. Dyrene gar været diskuteret generalforsamlingen i Beboer- og Grundejerforeningen. Og sidst har de været til diskussion på et møde i forsamlingshuset med deltagelse af neutrale fagfolk fra fastlandet.

Det var efter dette møde, af der blev nedsat et hurtigt arbejdende arbejdsudvalg.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App