Correll sender flere regninger

Flere lejere får stadig tilsendt regninger, selv om Corell er gået konkurs.

Finansmanden Christian Correll beder stadig lejere om at betale husleje, selvom de bor i ejendomme, der nu administreres af kurator i Corrells konkursbo, skriver Dagbladet Ringsted.

- Det foretagende er ren fup og svindel. De sender bare regninger ud til folk, og håber, at de så betaler, siger Niels Thygesen, der bor til leje i én af Corrells lejligheder i Ny Adelgade i København.

Han har nu for tredje gang modtaget en regning fra Correll, samtidig med, at han også modtager en regning fra CEJ Ejendomsadministration, som handler på vegne af kurator. Niels Thygesen har konsekvent betalt sin leje til kuratellet, og den seneste regning, han har fået fra Correll lyder på 29.442 kroner. Det svarer til tre måneders husleje, samt en prisregulering og nogle varmeudgifter. Niels Thygesen har dog ikke tænkt sig at betale.

Det har Louise Wriedt Pedersen, der bor i Østergade i Næstved, heller ikke. Hun modtager nu regninger fra Seal (Corrells kones selskab) på anden måned, samtidig med, at kurator også sender hende regninger.

- Den sidste regning, jeg har fået fra Correll, lyder på to måneders leje. Jeg synes, det er dybt mærkeligt at få regninger fra én, der er gået konkurs, siger Louise Wriedt Pedersen.

Hun har kontaktet kuratellet, som har anbefalet hende ikke at betale til Seal Bolig og Erhverv, men fortsat betale til kuratellet.

Direktøren i Seal Bolig og Erhverv, Niels Holme Pedersen, sagde for en måned siden til Dagbladet, at det var en fejl, at Niels Thygesen fik regninger fra Seal. Avisen ville gerne have haft ham til at kommentere, at Niels Thygesen fortsat modtager regninger, ligesom den ville have spurgt ind til udsendelsen af regninger til lejere i Østergade i Næstved. Niels Holme Pedersen lagde desværre røret på, før Dagbladet kunne nå at spørge ham.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App