Christian Poulsen tager anførerbindet

Foto: TV ØST

Landsholdets nye anfører hedder Christian Poulsen. Det har landstræner Morten Olsen besluttet fire dage inden kvalifikationskampen mod Island.

Anføreren på det danske fodboldlandshold hedder fremover Christian Poulsen. Midtbanespilleren fra Liverpool, der begyndte sin fodboldkarriere i Asnæs og Holbæk, overtager hvervet fra Jon Dahl Tomasson, der for nylig indstillede sin landsholdskarriere.

Også Daniel Agger og målmand Thomas Sørensen var kandidater til at bære anførerbindet.

- Christian Poulsen spiller i holdets midterakse, hvor også Daniel Agger og Thomas Sørensen spiller, og netop den centrale placering på banen er en fordel for at udføre anførerhvervet under kampene. Både Christian, Daniel og Thomas er klar til at tage det ekstra ansvar, og har de lederegenskaber, der skal til at være holdets anfører, siger Morten Olsen til dbu.dk.

- Christian har altid påtaget sig et stort ansvar og har med årene udviklet sin ansvarsbevidsthed på holdets vegne, men der er kun ét anførerbind, og det kommer han så at sige til at bære for Daniel og Thomas, siger Olsen.

Christian Poulsen er stolt over, at valget faldt på ham, og han skal lede holdet på banen på tirsdag i kvalifikationskampen i Parken mod Island.

- Jeg er glad og stolt over den tillidserklæring, der ligger i udnævnelsen af mig til anfører. Jeg føler mig godt tilpas på holdet og med truppen, og jeg er klar til at påtage mig det ansvar, der ligger i hvervet. Og jeg vil gøre, hvad jeg kan for også at indfri forventningerne til mig som ny anfører fra trænerteamet og mine holdkammerater, siger Christian Poulsen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App