Det vi har sammen

Cafe med alkoholrådgivning

Foto: TV ØST

Kalundborg Kommune bød i dag interesserede indenfor i en ny cafe, der åbner på Torvet. En cafe der tilbyder anonym rådgivning om alkohol.

Et nyt initiativ er på trapperne I Kalundborg.

En cafe der fra den 12. juni, kommer til at tilbyde alkoholrådgivning i kommunes gule bygning på Torvet 3 hver onsdag eftermiddag.

Cafeen hedder Drop Ind, og tanken er netop, at borgerne bare skal droppe ind til en uforpligtende snak, hvis alkohol fylder meget i deres hverdag. Og tilbuddet er for alle.

- Det her tilbud er tænkt til dem, som kan være i tvivl, om de drikker for meget, eller dem der er pårørende til nogen, som de synes drikker for meget. I det hele taget til folk der er interesserede i at vide, hvad alkohol gør ved én, siger alkoholbehandler og terapeut i Kalundborg Kommune, Inge Kørner Pedersen.

Massivt alkoholmisbrug
Lone Birch Sørensen er en af de interesserede, der er mødt op for at bakke op om projektet. Hun ved nemlig, hvad det vil sige at leve et liv med alkoholmisbrug.

- Jeg havde et massivt alkoholmisbrug. Det erkendte jeg pludselig en dag i februar. Så besluttede jeg, at nu måtte jeg have noget hjælp. Jeg var helt nede. Jeg havde givet op på livet, siger Lone Birch Sørensen fra Kalundborg.

I dag modtager hun stadig behandling hos Inge Kørner Pedersen, og hun er ikke bange for at være åben om sit misbrug.

- Mine egne børn turde ikke tage nogen med hjem. For de vidste aldrig, hvilket humør deres mor og far var i. Vi kunne være pinlige og skændes og skabe os helt vanvittigt. Vores opførsel var alkoholisk. Og det er bare ikke for børn, siger Lone Birch Sørensen.

Derfor er hun sikker på, at både børn, forældre og andre pårørende kan få meget glæde af den nye cafe.

- Det er så livsnødvendigt, fordi de mennesker der ser, at deres kære har et misbrug, de fyldes med frustration og afmagt. Og det kan jeg jo udtale mig om, fordi jeg også selv var barn af en alkoholiker, siger Lone Birch Sørensen.

Falder på et tørt sted
Noget tyder på, at der er behov for et sted, som det i Kalundborg.

140.000 borgere på landsplan er nemlig direkte afhængige af alkohol, mens 122.000 børn vokser op i en familie med alkoholproblemer. Det viser tal fra Danske Kommuner. Tallene kan risikere at være endnu højere, da der er mange, der ikke er registreret i systemet.

- Der er nok nogen, der ikke ved, om de drikker for meget. Men måske ved de det alligevel godt, men tænker; gør det noget? Det er fordi, de ikke kender konsekvenserne af det. Men konsekvenserne er faktisk, at der er 60 relaterede sygdomme forbundet med alkohol, siger alkoholbehandler Inge Kørner Pedersen.

Ifølge Sundhedsstyrelsens sundhedsprofil fra 2010 har en by som Kalundborg potentielt set 8000 borgere, som er storforbrugere af alkohol, og overskrider grænsen for styrelsens anbefalede mængder af alkohol, som er:

7 genstande for kvinder per uge

14 genstande for mænd per uge

Alene i en flaske vin er der mellem seks og syv genstande.

02:01 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App