Café giver job

Café Paraplyen i Haslev har succes med at få socialt udsatte borgere i uddannelse og job.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En tur på café kan være enden på et langt liv med misbrug og kriminalitet. Hos Café Paraplyen i Haslev er det i hvert fald lykkedes at få socialt udsatte borgere til at se mere lyst på fremtiden. Her er16 ud af 36 borgere nu enten i arbejde eller i gang med en uddannelse. Og det er ikke uden grund at caféen, som har til formål at støtte socialt udsatte borgere, har succes:

- Når man kommer hernede, så føler man sig savnet, hvis man ikke er her. Her er et netværk, siger leder af Café Paraplyen, Anne Petersen.

Det er netop fællesskabet og støtten på Café Paraplyen, der har fået tidligere misbruger Klaus Duelund til at se mere lyst på tilværelsen. Han er i dag flittig bruger af caféen:

- Det er jo fandens til forskel på at sidde derhjemme og så komme herned. Her er altid nogen at snakke med, siger Klaus Duelund.

Og der er ingen grund til at kede sig, når man besøger caféen. I værkstedet bliver der bygget fuglehuse og repareret cykler, mens andre står over kødgryderne ude i køkkenet. En tilværelse der før var præget af druk og misbrug er nu blevet mere meningsfuld.

Café Paraplyen er en del af projekt ”Indsats på Kanten,” som organisationen KFUM står bag. Projektet er financieret af regeringens satspuljemidler med 16,6 millioner kroner, og også på landsplan er der valuta for pengene. Her er 315 personer ud af 732 personer kommet i arbejde eller begyndt med en uddannelse.

- Det handler om, at vi har tid til dem, og vi har tid til at høre, hvem de er og høre deres historie, og det er vigtigt, siger leder af Café Paraplyen Anne Petersen.

Det er også Café Paraplyen, som har fået Klaus Duelund til at ændre kurs. Et liv i kriminalitet og misbrug er skiftet ud med håb og en drøm om at blive pædagog, når han er færdig med HF.

- Efter 22 år med misbrug er jeg tilbage på skolebænken. Det er meget sjovt, jeg er godt til det, og det er rart,” siger Klaus Duelund.

Der er i alt 14 forskellige sociale caféer og bosteder med i projektet, som for nyligt har fået tildelt yderligere 18,5 millioner kroner fra regeringen.


Nyhedsoverblik