Byfest løb løbsk

To blev bidt i benene og andre fik peberspray, da en politipatrulje kom i knibe under byfest i Fakse Ladeplads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den årlige Rivierafest i Fakse Ladeplads løb natten til lørdag pludseligt løbsk, da en ung mand lod sine frustrationer over politiet få frit løb.

Betjentene følte sig så klemt, at der blev trukket peberspray og brugt hunde for at få situationen under kontrol.

Hos politiet i Næstved oplyser man, at en hundepatrulje holdt stille i byen, hvor byfesten netop var slut, og en gruppe på omkring 50 personer ventede på at komme ind på restaurationen Gefion. En ung mand begyndte at råbe efter betjentene, og da han forsøgte at kaste en øldåse ind gennem sideruden, steg de ud for at anholde ham. De mange folk, der pludseligt stimlede sammen, fik patruljen til at udsende en knibemelding, så der måtte tilkaldes forstærkning fra resten af kredsen.

Situationen endte med at blive så tilspidset, at betjentene trak deres peberspray og tog hundene frem. To personer blev bidt i benene og den ene måtte behandles på skadestuen, oplyser politiet. Kun øldåsekasteren endte med at blive anholdt.

ritzau


Nyhedsoverblik