Byer i indædt kamp om sygehus

Valgkampens mange løfter om et helt nyt supersygehus centralt på Sjælland vil kaste samtlige større byer på Sjælland og Falster ud i en indædt kamp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et nyt supersygehus betyder nemlig, at mindst tre af regionens  byer mister deres sygehus.

Den nyvalgte formand, socialdemokraten Sten Bach Nielsen bekræfter at regionsrådet står med et alvorligt problem hvis man vælger at bygge et helt nyt:

- Det er klart, at alt er i spil - så er der pludselig et sygehus mere, der ikke kan få status som akut sygehus, siger han til DR Sjælland.

Under valgkampens slutspurt bøjede han sig og accepterede at Region Sjælland skal have et hovedsygehus, men han afviste, at der skal bygges nyt.

Michael Rex fra Dansk Folkeparti, der sikrede socialdemokraterne på formandsposten sagde til gengæld, at der SKAL bygges et nyt supersygehus på Næstved-egnen. Så flertalsgruppen får mere end vanskeligt ved at bøje enderne.

Om en lille måned får det nye regionsråd en rapport, der kortlægger fordele og ulemper ved at bygge et nyt supersygehus. Samtlige større byer HAR allerede kastet sig ind i kampen om supersygehuset. Det gælder Næstved, Ringsted, Slagelse, Roskilde og Køge.

Slagelse og Nykøbing F. har tidligere fået status af akut sygehuse, men de to byer er også i spil, hvis regionsrådet vælger at bygge et nyt supersygehus. Det bekræfter kilder højt oppe i det statslige sundhedsvæsen overfor DR Sjælland.


Nyhedsoverblik