Butik fik stjålet dyre vinterjakker - igen

Dyre vinterjakker og trøjer blev i nat stjålet fra friluftsbutikken Lystfiskeren i Holbæk. Det er anden gang i år, at butiksindehaveren har indbrud. Denne gang

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi har desværre haft ubudne gæster i nat, fortæller Thomas Bastlund, som er indehaver af Lystfiskeren på Ahlgade i Holbæk.

Fire mænd bakkede kl. 3 natten til tirsdag en bil ind mod indgangspartiet til friluftsbutikken. Derefter brugte de kun få minutter på at stjæle jakker og trøjer for op mod 100.000 kroner.

Andet tyveri i år
- Det er da træls, at vi nu skal prøve det igen. Vi havde også tyveri i vinters. Det var ikke helt så slemt som det her, men lidt i samme stil, fortæller Thomas Bastlund.

Ifølge politiet er det ikke tilfældigt, at det primært var tøj af mærkerne North Face, Canada Goose og Fjällräven, som tyvene stak af med.

- Vi ser jo de her rambuktyverier af og til, hvor tyve typisk går efter nogle varer, som er let omsættelige og som har stor værdi, siger John Jensen, vicepolitiinspektør  hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Gitter og tågekanon
Hos Lystfiskeren får Thomas Bastlund dækket indkøbsprisen på de stjålne varer af sin forsikring. Men fremover vil han sikre sin butik endnu mere mod ubudne gæster.

- Jeg har bestilt noget rullegitter, der simpelthen går ned foran vores indgangsparti. Og så kommer der en tågekanon op, som kan fylde hele lokalet med røg i løbet af ganske få sekunder, så man ikke kan se en hånd for sig, fortæller han.

Overvågningsbilleder fra butikken skal nu hjælpe politiet med at finde frem til gerningsmændene, men der er også brug for eventuelle vidner, der for eksempel bliver tilbudt vintertøj, der kan være stjålet fra butikken i Holbæk.

Har du spor i sagen, kan du ringe til politiet på 114.


Nyhedsoverblik