Brøndbyfans hærger tankstation i Slagelse

Foto: TV ØST

To busser med Brøndbyfans på vej til søndagens kamp i Randers væltede ind på tankstation og tømte den for drikkevarer uden at betale.

Det gik vildt for sig, da to busser fulde af fodboldfans fra klubben Brøndby IF søndag formiddag gjorde stop på en Statoil-tank ved Slagelse.

De mange fans var på vej til eftermiddagens superligakamp i Randers, men blev tilsyneladende tørstige på vejen.

- De væltede ind i stort antal, og flere af dem slæbte spiritus, øl og alkoholsodavand ud af butikken uden at betale, siger vagtchef Peter Damgaard ved Sydsjællands Politi.

Ifølge tankpersonalet er det langt fra første gang, at der kommer uønsket besøg af langfingrede fans på vej til fodboldkampe vest for Storebælt.

- Det er åbenbart noget, de plejer at gøre, og det skal vi selvfølgelig have sat en stopper for. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at de skal opføre sig sådan, siger Peter Damgaard.

Randers F.C spiller kl. 15 kamp mod Brøndby IF i forårets sidste runde i Superligaen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App