Brøndby-fans skal i bur i Sakskøbing

Når den lille fodboldklub Frem Sakskøbing på Lolland søndag får besøg af Brøndbys superligahold vil politi og sikkerhedsfolk stå klar til at modtage tilrejsende fans.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stort set alle 5000 indbyggere i Sakskøbing på Lolland er optaget af det store slag søndag, hvor Brøndbys superligahold skal spille pokalturnering imod Frem Sakskøbing fra Danmarksserien. 

Desværre er det ikke slaget på fodboldbanen, som folk snakker om, men mulige optøjer mellem bøller og politi, siger næstformand i Frem Sakskøbing, Lars Ødegaard.

Frem Sakskøbing tager skrappe midler i brug for at undgå ballade.

- Brøndbys fans bliver lukket fuldstændig inde bag et hegn. Der kommer til at være 75 sikkerhedsvagter ved kampen. Brøndby stiller med 50 sikkerhedsfolk og vi med resten. Desuden vil politiet mød talstærkt op, siger Lars Ødegaard.

Han fortæller, at byens indbyggerne i starten glædede sig til, at Brøndby kom til Sakskøbing, men efter en uheldig episode i Århus i sidste weekend er stemning blevet mere lunken.

I søndags var Brøndby-fans involveret i slagsmål i Århus efter en kamp imod AGF.

Til hjemmekampe på det lille stadion i Holmeskoven plejer der at komme omkring 200-400 tilskuere. Til kampen på søndag forventer Lars Ødegaard omkring 3000 tilskuere.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil holde "et seriøst øje" med de tilrejsende fans, fortæller politiinspektør Erik Johansen.

- Vi er særligt opmærksomme på kampen og har indkaldt ekstra bemanding. Det er vanskeligt at forudsige, hvordan det kommer til at gå, men vi vil sørge for, at holde ro og god orden, siger han.

Næstformanden for Brøndby Support, Michael Duus, forventer ingen ballade.

- Jeg regner med fest og god stemning sammen med de lokale, siger han.

Der forventes et sted mellem 500 og 1000 tilrejsende Brøndby-fans.
  /ritzau/

221542 CET AUG 08


Nyhedsoverblik