Brian M: Ikke et fremragende valg for os

Økonomi- og erhvervsministeren, der opstiller i Sjællands storkreds, erkender, at det ser skidt ud for Det Konservative Folkeparti.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det Konservative Folkeparti står til at blive et af de mindste partier i det kommende folketing med det, der ligner en halvering af de nuværende 18 mandater.

Og økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen erkender, at det ser skidt ud.

- Der ser ikke ud til, at vi får et fremragende valg, siger ministeren til Ritzau og bryder ud i et grin.

Han blev modtaget af en jublende forsamling KU'ere, da han ankom til De Konservatives valgfest på Hotel Marriott ved Københavns Havn torsdag aften.

Og ministeren har da heller ikke taget nej-hatten på, selvom han nu ser ud til at skulle være menigt folketingsmedlem i et af Folketingets mindste partier.

- Vi har været hernede før. Jeg var selv en lillebitte dreng, da Schlüter fik ni mandater i sin tid, siger Brian Mikkelsen, som understreger, at partiet langtfra har kastet håndklædet i ringen.

- Det Konservative Folkeparti vil være der, og Danmark har brug for Det Konservative Folkeparti, lyder parolen fra ministeren.

Han lufter som flere andre borgerlige en tvivl på, hvorvidt rød blok kan samarbejde om en ny regering.

- Jeg vil glæde mig til at se, hvordan man vil favne fra Enhedslisten over SF og Socialdemokratiet til De Radikale, lyder det fra ministeren.

- Nu må vi se de kommende dage, om de kan blive enige på den fløj.


Nyhedsoverblik