Brand i Spar-købmand

Et Spar-supermarked udbrændte natten til lørdag. Branden var påsat, lyder det fra indsatsleder fra Odsherred Brandvæsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et Spar-supermarked i Ordrup ved Fårevejle på Nordvestsjælland blev totalskadet af en brand natten til lørdag.

Trods fire-fem timers kamp mod flammerne og 40.000-50.000 liters vand lykkedes det ikke Odsherred Brandvæsen at få bugt med branden, der ifølge indsatsleder Jens Larsen var påsat.

- Det tør jeg godt sige, at den var, lyder det fra Jens Larsen, der efter eget udsagn "aldrig før har set" en så brandskadet bygning.

- Der er faktisk kun ydermurene tilbage, siger Jens Larsen.

Ifølge ham er branden startet i en palle med pap, der stod op af den ene ydermur.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at nogen kan finde på det. At de ikke tænker på konsekvenserne, siger en ulykkelig ejer af forretningen, Lone Tingager, i dag til TV2 Øst, og fortsætter: - Vi har haft den forretning i 19 år. Det er hele vores eksistens, der er gået op i flammer.

En forbipasserende så flammerne og alarmerede brandvæsnet, der dog ikke kunne forhindre flammerne i at få fat i tagkonstruktionen og efterfølgende selve butikken og lageret.


Nyhedsoverblik