Borgmester til kammeratlig samtale

Holbæks borgmester Jørn Sørensen var i dag til kammeratlig samtale i kommunens radikale byrådsgruppe. Årsagen er, at borgmesteren i pressen har lovet at ville bistå Ny Alliance med råd og vejledning i kommunale spørgsmål.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den radikale byrådsgruppe i Holbæk havde et ekstra punkt på dagsordenen da gruppen mandag eftermiddag mødtes på byens rådhus. Det er borgmester Jørn Sørensens flittigt citerede udtalelser om at ville støtte Ny Alliance der således i dag medførte hvad der i pressen har været kaldt - at han skulle stå skoleret.

Efter mødet udsendte den radikale byrådsgruppe følgende pressemeddelelse:

---

Pressemeddelelse vedr. møde i den radikale byrådsgruppe i Holbæk 21. maj

Den radikale byrådsgruppe har på sit ordinære møde mandag den 21. maj 2007 drøftet borgmester Jørn Sørensens senste offentlige udtalelser vedr. sit forhold til partiet Ny Alliance. Jørn Sørensen har redegjort for forholdet, herunder for den i medierne omtalte assistance til alliancen vedr. det nye partis kommunalpolitik, og de øvrige medlemmer i gruppen har tilkendegivet deres synspunkter om samme forhold.

På gruppemødet konstateredes det, at Jørn Sørensen har stillet sin kommunale viden til rådighed for Ny Allliance i samme omfang, som han vil gøre det ved evt. henvendelser fra andre partier - for at fremme forståelsen for de kommunalpolitiske forhold hos landspolitikerne.

Der er derimod ikke tale om nogen formaliseret aftale om særlig hjælp til Ny Allliance eller konkret programskrivning fra Jørn Sørensens side.

Byrådsgruppen konstaterer i øvrigt med tilfredshed, at det er Jørn Sørensens hensigt - på trods af sine kritiske udtalelser om Det Radikale Venstres ledelse og håndtering af den politiske situation - at bevare medlemskabet af Det Radikale Venstre, hvor han fortsat vil bidrage til debatten, såvel internt som eksternt.

---

Efter mødet talet TV2ØST med Jørn Sørensen. På spørgsmålet om hvorvidt hans radikale byrådskolleger har givet ham mandat til fortsat at bistå Ny Alliance svarer borgmesteren, "det har jeg fået forståelse for i gruppen ihvertfald, at sådan ligger landet".


Nyhedsoverblik