Nyheder fra din hverdag

Borgmester kræver strammere styring af økonomien

Foto: TV ØST

Vordingborg Kommunes borgmester, Henrik Holmer, er ikke tilfreds med resultatet for 2008. Driftsoverskuddet blev mere end 40 millioner kroner lavere end forventet.

Et driftsoverskud på 26,7 millioner kroner lyder måske ikke så dårligt, men når forventningen lød på et overskud på mere end 70 millioner kroner, så er det ikke tilfredsstillende. Sådan lød det fra Vordingborg Kommunes borgmester, Henrik Holmer, da han på kommunalbestyrelsens møde i går redegjorde for det foreløbige regnskabsresultat for 2008.

Nogle forvaltningsområder kunne holde deres budgetter sidste år, men det kneb gevaldigt for blandt andet børn- og ungeområdet, arbejdsmarkedsområdet og ældre- og handicapområdet, som kom ud af 2008 med underskud på mellem 17 og 42 millioner kroner, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Det er på ingen måde tilfredsstillende. Det er simpelthen ikke godt nok og kan ikke accepteres. Det må og skal gøres bedre i 2009, siger borgmester Henrik Holmer.

Henrik Holmer har forståelse for, at der kan være områder, hvor der er opstået uforudsete udgifter blandt andet på grund af en større ledighed, og han mener, at det er en usikkerhed kommunalbestyrelsen må acceptere.

- Til gengæld er der andre områder, hvor økonomien skal styres meget strammere, end det er blevet gjort, og hvor det havde været selvfølgeligt at skære ned, når et behov faldt bort," siger borgmesteren.

 Regnskabsresultatet betyder at der nu sker ændringer i den daglige økonomistyring.

- For at sikre en bedre styring af økonomien har vi nu indført et nyt system, som løbende vil holde øje med de enkelte områder, så risikoen for grimme overraskelser bliver minimal. Desuden har de enkelte områder fået bundne opgaver med at spare, så budgettet for i år kommer til at stemme, siger Vordingborg Kommunes økonomichef Jan Planeta.

Tip os Har du et godt tip?