Borgmester imod ghetto-nedrivning

Slagelses borgmester Lis Tribler (S) siger nej til, at der skal rives noget som helst ned i Slagelses nordby, således som regeringen har stillet forslag om i forbindelse med sit ghetto-udspil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Boligområdet Ringparken midt i Slagelses nordlige bydel er blevet anset som et ghetto-område.

- Ringparken er jo en rigtig pæn bebyggelse, som er og længe har været et fremvise-eksempel for gæster fra hele landet. Der er bare lige de få uroskabende elementer, der ødelægger det for så mange. Det er dem, der skal  gøres op med, siger Lis Tribler til Sjællandske.

Hun påpeger, at det faktisk var regeringen selv, der har frataget kommunerne tilskud til såkaldt boligsociale indsatser i områder som netop Ringparken.

- Vi har så selv finansieret den indsats, for det kan godt være, at det visse steder kan være nødvendigt at rive dele af kvarterer ned, men det bør ske sideløbende med en boligsocial indsats, siger Lis Tribler

- Regeringen vil have mere politi i områderne, og det hilser jeg da meget velkomment. Vi skal have langt mere synligt politi, så den lille gruppe, der konstant står for en stor del af utrygheden dér bliver fanget, dømt og sat i fængsel, siger borgmesteren til Sjællandske.

/ritzau/

Vis Ringparken i Slagelse på et større kort


Nyhedsoverblik