Borgmester forundret over ministeries tal

Odsherred Kommunes borgmester undrer sig over Justitsministeriets undersøgelse, der viser, at kriminalitetsniveauet ligger meget højt i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er meget kriminalitet i Odsherred Kommune - i hvert fald hvis man skal tro en ny undersøgelse fra Justitsministeriet. Spørger man til gengæld kommunens borgmester Thomas Adelskov (S), er svaret et andet.

- Jeg er noget forbavset og forundret over undersøgelsen, og det er ikke et billede, vi genkender, når vi normalt sidder og kigger på statistikkerne over, hvad der er af forskellig typer kriminalitet her i området, lyder det fra borgmesteren.

Har kun ét bud

Det er Justitsministeriets forskningskontor, som har kortlagt politianmeldelser i alle landets kommuner. I nogle kommuner bliver kriminalitetsniveauet beskrevet som meget højt, og det er altså tilfældet med Lolland, Vordingborg, Odsherred, Frederikshavn, Billund, Aabenraa, Middelfart og Greve Kommuner.

Thomas Adelskov har kun ét bud på, hvorfor ministeriet er nået frem til det resultat, det er kommet med.

- Det eneste, jeg kan komme i tanke om, er, at vi er landets største sommerhuskommune, og at vi er 32.000 indbyggere om vinteren og over 150.000 om sommeren. Det gør automatisk, at der sker mere, og at der også er mere politi i området, siger borgmesteren.

Venter på fakta

Han ærgrer sig over, at Justitsministeriet ikke har henvendt sig til Odsherred Kommune fotr at drøfte undersøgelsens udfald med dem. Nu vil han i første omgang selv tage en snak med politiet om, hvordan det står til med kriminaliteten i området.

- Det er klart, at vi kommer til at drøfte det med politiet i forbindelse med vores lokalråd, og jeg forventer, at politiet har nogle analyser af det her, når jeg mødes med politidirektøren i kredsrådet i Midt- og Vestsjællands Politi, men indtil der kommer lidt mere kød på bordet og lidt mere fakta, så er det lidt svært at gøre noget ved det, når det ikke er tal, vi normalvis møder eller kan genkende, siger Thomas Adelskov.


Nyhedsoverblik