Borgmester begrunder mundkurv med økonomisk risiko

Politikerne i Slagelse Kommune har fået mundkurv på i forbindelse med fyringen af Søren Lund Hansen Foto: Slagelse kommune

Byrådspolitikerne i Slagelse Kommune har fået mundkurv på i sagen om den fyrede kommunaldirektør Søren Lund Hansen. Borgmester Stén Knuth (V) begrunder det med, at det kan blive dyrt at komme med forkerte udtalelser i sagen.

Det kan komme til at koste unødigt mange penge, hvis politikerne i Slagelse Byråd åbner munden i sagen om den fyrede kommunaldirektør Søren Lund Hansen, og derfor har de fået mundkurv på. Det skriver Sjællandske.

- Bliver der sagt nogle ting, som ikke er korrekte, vil der jo fra kommunaldirektørens side kunne lægges sag an mod kommunen, siger borgmester Stén Knuth (V) til avisen.

Tirsdag udsendte Slagelse Kommune en pressemeddelelse om, at samarbejdet med Søren Lund Hansen ophører, fordi han og Stén Knuth er uenige om den fremtidige udvikling af kommunen. Borgmesteren ønskede efterfølgende ikke at uddybe, hvad uenigheden dækker over, eller om den har været der gennem længere tid, og nu har han altså bedt sine byrådsfæller om at holde lige så tæt i sagen.

S bakker op om afskedigelse

Det kommer til at koste i omegnen af fire til fem millioner kroner at afskedige Søren Lund Hansen, der ligger på en årslæn på 1,8 millioner kroner.

Fyringen af den rutinerede kommunaldirektør, der har haft job med den titel i forskellige kommuner de seneste 20 år, kom bag på tidligere borgmester Lis Tribler (S), men hun fortæller til avisen, at hendes parti bakker op om afskedigelsen af Søren Lund Hansen. Når der er problemer mellem borgmester og kommunaldirektør, er det sidstnævnte, der må gå, lyder begrundelsen.

Heller ikke hovedpersonen selv - Søren Lund Hansen - har udtalt sig offentligt om fyringen, som byrådspolitikerne skal tage endeligt stilling til på et byrådsmøde.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App