Borgergruppe politianmelder kommune

Foto: TV ØST

Forureningsskandalen af drikkevandet i Køge får nu en lokal borgergruppe til at anmelde kommunen til politiet. Borgerne er vrede og vil have ansvaret placeret.

Aldrig igen skal det være muligt, at drikkevandet i Køge Kommune forurenes af spildevand, så borgerne bliver syge og virksomhederne må indstille produktionen. Derfor anmelder borgergruppen Zone Rød i Køge nu kommunen og renseanlægget til politiet, så ansvaret kan blive placeret og problemerne bragt i orden.

Ifølge talskvinde Mette Berg fra Zone Rød har kommunen svigtet borgerne i forløbet, hvor 27.000 liter forurenet vand blev pumpet ud i hanerne, og er derfor inhabil i sagen.

- Problemet er, at kommunen ud over at være tilsynsførende ejer af størstedelen af vandværket samtidig undersøger sig selv. Det duer ikke, så nu vil vi have politiet til at skride ind og få placeret et ansvar, siger hun til Ritzau.

Placeringen af ansvar skal bane vejen for en total udbedring af det misligholdte ledningssystem og samtidig udpege den part, der skal betale erstatning til lokale virksomheder, der har måttet lukke i en periode.

Borgergruppen indgiver politianmeldelsen til Køge Politi efter et byrådsmøde tirsdag aften.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App