Borgere kan dømmes for socialt bedrageri uden beviser

En dom for socialt bedrageri kan være blot et klik væk. I flere kommuner kan borgere anmelde naboer, og bevisbyrden er der ikke store krav til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 Uskyldige borgere risikerer at blive straffet for socialt bedrageri, de aldrig har begået. Det sker, fordi kommunen ikke behøver håndfaste beviser, men blot skal have tilstrækkeligt med formodninger om, at borgeren har snydt, skriver Politiken.

Regeringen har den seneste tid har bedt kommunerne om at øge indsatsen mod sociale bedragere. Det har blandt andet ført til, at godt hver tredje kommune har etableret anonyme tjenester på deres hjemmeside, hvor borgere kan melde naboer for at snyde systemet. Men måden, sagerne siden afgøres på, er et alvorligt problem, mener flere eksperter.

- Det lave krav til bevisførelsen er et retssikkerhedsmæssigt problem. Borgeren er fuldstændig afhængig af sagsbehandlingen i den enkelte kommune, og det kan ikke udelukkes, at uskyldige derved rammes, siger lektor i socialret ved Professionshøjskolen Metropol, Simon Thorbek.

Han anslår, at kommunerne anmelder "væsentligt over 1.000 borgere om året" for socialt bedrageri. Samtidig siger han, at mindre end hver tiende sag bliver anket. Dermed bliver kommunens afgørelse endelig.

En principiel afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse fastslår, at en kommune kan kræve, at en enlig forsørger betaler sociale ydelser tilbage, hvis den kan sandsynliggøre, at modtageren ikke er enlig. Afgørelsen slår samtidig fast, at det ikke er nødvendigt, at kommunen fører bevis.

Lektor i sociale forhold og offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, Nina von Hielmcrone, kalder fremgangsmåden i sagerne "dybt problematisk".

- Kommunerne læsser det ene indicium oven på det andet, men når sagen når til domstolene, har kommunerne oftest ikke skyggen af beviser, siger hun. Hun påpeger, at borgerne ofte vinder sagerne ved domstolene.

/ritzau/


Nyhedsoverblik