Det vi har sammen

Borgere efterlyser politiet

Foto: TV ØST

Ny undersøgelse viser, at utilfredsheden med politiets lokale indsats aldrig har været større. Rigspolitiet afviser kritikken.

Landbetjenten er afskaffet i mange politikredse, og ordensmagten skal i stedet kontaktes på den nærmeste større station. Sådan er udviklingen i de fleste politikredse, skriver Kristeligt Dagblad.

Men centraliseringen af politiet har en pris. Utilfredsheden med politiets lokale indsats har aldrig været større. Kun fem ud af ti danskere er tilfredse med, hvordan politiet løser opgaver i lokalområdet. Til sammenligning var syv ud af ti danskere tilfredse med politiets indsats i 2006 - året før politireformen trådte i kraft.

Det viser en måling af borgernes tilfredshed med politiet, som professor Flemming Balvig og lektor Lars Holmberg fra det juridiske fakultet ved Københavns Universitet har foretaget blandt 859 repræsentativt udvalgte danskere i 2013.

Politiet mindre synligt
- Der er et vedvarende fald i folks tilfredshed med politiets arbejde i lokalsamfundet, og meget tyder på, at utilfredsheden især bunder i en oplevelse af, at politiet er blevet mindre synligt og dårligere til at løse lokale problemer, efter at politireformen trådte i kraft, fortæller lektor Lars Holmberg.

Ifølge Lars Holmberg er det ikke kun almindelige borgere, der oplever politiet som fjernt. I en række særskilte interviews i undersøgelsen fortæller kommunalt ansatte og SSP-folk også, at de ikke kender politiet på samme måde som før politireformen.

Indbrud og bilræs bekymrer
Han forklarer, at aggressiv bilkørsel og indbrud er de kriminalitetsformer, borgerne betragter som de største lokale problemer.
-   Politireformen har ikke betydet færre indbrud, og det er stadig kun cirka hvert tiende indbrud i et privat hjem, som opklares,  lyder det fra Lars Holmberg, som henviser til, at der i 2006 blev anmeldt 31.204 indbrudstyverier mod 43.264 i 2012.

Politiet: Mere sikkert at bo i Danmark
Direktør Svend Larsen fra Rigspolitiet understreger, at politiet tager borgernes oplevelse af manglende tryghed alvorligt. Ifølge politichefen er det statistisk set blevet mere sikkert at bo i Danmark. Han henviser til, at anmeldelser af vold og personfarlig kriminalitet er faldet med 22 procent fra 2007 til 2012, ligesom det i dag kun tager 8 minutter og 35 sekunder, før politiet når ud til en hastende anmeldelse, mod 10 minutter og 29 sekunder i 2007.
-       Vi mener, at politiets indsats de senere år har været med til at styrke trygheden. En del af politireformen har været at prioritere, at politiet skal rykke hurtigere ud, når borgerne har akut brug for politiets hjælp. Til gengæld har den fri patrulje, hvor politiet kører rundt, lavere prioritet end tidligere. Det betyder, at politiet er mindre synligt i lokalområdet. Vi har nogle udfordringer omkring bandekriminalitet og indbrud, som politiet arbejder intensivt med, men ellers falder kriminaliteten generelt, fortæller Svend Larsen.

   /ritzau/

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App