Det vi har sammen

Boom i salget af danske kvalitetsoste

Foto: TV ØST

Samtidig med at det nordiske køkken vinder frem er dansk ost blevet et hit. Blandt andet fåreostene fra Knuthenlund på Lolland.

For få år siden havde danske specialoste svært ved at måle sig med de udenlandske konkurrenter, men sådan er det ikke længere. Tværtimod. Dansk ost er blevet et hit. Det skriver Landbrug og Fødevarers netmagasin FoodCulture.dk.

   
Fåreoste fra Knuthenlund, høost fra Naturmælk, den storsælgende Vesterhavsost fra Thise Mejeri og endelig serien af eksklusive specialoste i Unika-serien fra Arla Foods, som indtil for nylig var forbeholdt landets toprestauranter, men nu sælges fra selskabets egen butik i Torvehallerne og hos udvalgte ostehandlere.       
     

Man skal ikke længere end syv-otte år tilbage før det danske osteudbud blev kritiseret for at være adskillige niveauer under importoste fra Frankrig og andre store ostenationer. En af de skarpeste kritikere var daværende præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi, Claus Tingstrøm. Nu lyder der andre toner fra ham:

     
-Man må sige, at de danske mejerier har taget opgaven på sig, løftet kvaliteten og formået at skabe nogle rigtigt spændende oste, lyder det fra Claus Tingstrøm, som i dag er adm. direktør i kantinevirksomheden Claus Tingstrøm A/S.

     
-Jeg tror, at de danske osteproducenter har taget hul på en proces, som kan blive langvarig. Man har fundet frem til noget, som ligger ganske langt fra den kopitradition, man tidligere har set inden for skandinavisk osteproduktion, og så må man konstatere, at forbrugerne godt kan smage, at noget er kvalitet.

     
Et synspunkt som kok Rikke Brockstedt fra restaurant Karoline Amalie ved Silkeborg kan tilslutte sig. Restauranten er kendt for at have et af landets bedste osteborde med et sortiment på op mod 80 franske, svenske og danske oste.

     
-Det er jo helt enormt, hvad der er sket med dansk ost," siger Rikke Brockstedt. "Vi åbnede i 1995, men det var først omkring 2002, at vi begyndte at have danske oste på vognen. Nu drømmer vi om at få et rent nordisk ostebord. Og det får vi også."

Hos landets ostehandlere har man registeret en stigende interesse for dansk ost i de seneste fire-fem år. Ulrik Sjøltov, som driver butikken Lynhjems Eftf. og tillige er formand for Ostehandlerforeningen fortæller:

     
-Der er også kommet mange nye, spændende oste fra de danske mejerier i de senere år, og vi sælger mere og mere dansk hver dag. Forbrugerne har for alvor fået interesse for de danske oste. For eksempel er Vesterhavsosten fra Thise Mejeri den hidtil største salgssucces, vi endnu har oplevet, siger han til FoodCulture.dk.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App