Boom i ansøgere til University College

Foto: TV ØST

Antallet af kvote 2 ansøgere, der vil på University College Sjælland, har igen i år slået rekord. 5889 personer håber på en plads.

Det er svært at få armene ned på University College Sjælland. Igen i år slår uddannelsesstedet rekord i antallet af ansøgere via kvote 2.

5889 personer har søgt om en plads på uddannelsesstedet, og det er en stigning på 40 procent i forhold til sidste år, der også var rekord-år med 4216 ansøgninger i alt.

Flere end nogensinde

Antallet af ansøgere, der har valgt en uddannelse på University College Sjælland som deres førsteprioritet, er også det højeste nogensinde.

Således har 1713 søgt en af de 10 professionsbacheloruddannelser på UCSJ som deres førsteprioritet.

- Jeg må sige, at jeg er overrasket over, at vi igen i år slår rekord på kvote 2. Jeg har aldrig drømt om, at vi skulle få så mange ansøgninger i år. Jeg glæder mig især over, at så mange specifikt vælger vores uddannelser som deres højeste prioritet. Det ser jeg som et udtryk for, at flere på Sjælland har opdaget de gode lokale uddannelsesmuligheder, siger rektor Ulla Koch.

Læreruddannelsen trækker

Læreruddannelsen er en af højdespringerne ved kvote 2. På trods af debat i medierne om lærernes arbejdstid, folkeskolereformen og den ny læreruddannelse har mere end dobbelt så mange søgt ind på læreruddannelsen ved kvote 2-fristen.

189 ansøgere har læreruddannelsen på UCSJ som deres førsteprioritet mod 73 ansøgere i 2012.

- Jeg er glad for, at vi kan konstatere en stigning i kvote 2 i en tid med negativ fokus på læreruddannelsen. Stigningen kan skyldes, at de kommende studerende nu skal søge gennem kvote 2, hvis de har et karaktergennemsnit under 7 fra deres ungdomsuddannelse. Det ser ud som om, at ansøgerne har opdaget de nye regler og har søgt nu frem for at vente til kvote 1, fortæller Ulla Koch.

Samtlige uddannelser er populære

Den store interesse for at tage en uddannelse viser sig på alle UCSJ’s professionsbacheloruddannelser, da samtlige uddannelser har højere ansøgertal end sidste år.

- Det er et rigtigt flot resultat, at alle uddannelser har denne fremgang i ansøgertal. Årsagen kan være, at krisen får flere til at søge uddannelse. Jeg tror også, at vi er nået ud til flere unge i regionen, der er blevet opmærksomme på, at det er vigtigt at tage en uddannelse for at få et job, forklarer Ulla Koch.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App