Bonbon-land begræder sommervejret

Hvad man taber på gyngerne, vinder man på karussellen. Sådan lyder et velkendt mundheld. Men selvom forudsætningerne burde være der, så kan man langt fra nikke genkendende til den logik i Bonbon-land.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sommervejret er trist i mere end én forstand. Det mener man i hvert fald i Bonbon-land. Her udebliver de besøgende nemlig i takt med solen.

- Vi er rigtig trætte af den danske sommer, som den er lige nu. Vi går glip af omkring 20 procent af gæsterne, når det er sådan en regnvejrsdag som i dag. Nogle dage er det lidt mere og andre lidt mindre, siger salg- og marketingschef Peter Bak-Nielsen.

På dagen i dag var der sidste år sol og 5000 gæster i parken - i dag er der 2000 gæster færre. Og det er kendetegnende for 2012.

- En dårlig april, en rigtig god maj, og så havde vi en rigtig dårlig juni, hvor vi tænkte, nu kan det kun blive bedre end sidste år, men desværre, konstaterer Peter Bak-Nielsen.

Udover en manglende indtægt, så betyder det våde vejr, at flere forlystelser må holde lukket.

Men de mørke skyer til trods, så kan de fleste gæster godt få øje på solen.

- Vejret har ikke været så godt, men så skal man heller ikke stå i kø så lang tid for at prøve tingene, siger Carsten Nielsen fra Rødbyhavn.

- Det er fint nok - bare man har ordentligt tøj på, siger Kathrine Margot Olsen fra Esbjerg.

Det er ikke kun Bonbonland, der mærker lidt af et lavtryk. Hos Sommerland Sjælland er man indtil videre 18 pct. bagud i forhold til det budgetterede.


Nyhedsoverblik