Det vi har sammen

Bompenge fjerner hver tredje bil

Foto: TV ØST

En betalingsring rundt om København får mange pendlere til at genoverveje deres transportmønstre. Hver tredje bil forsvinder. Det skriver Politiken Søndag på bagggrund af en ny rapport.

En betalingsring rundt om København får mange pendlere til at genoverveje deres transportmønstre. Det skriver Politiken Søndag på bagggrund af en ny rapport.

- Vi forventer, at en tredjedel af trafikken vil forsvinde, hvis der bliver indført en betalingsring, siger trafikordfører Pia Olsen Dyhr (SF).

Synspunktet bakkes op af en rapport, der netop har undersøgt det forslag til en betalingsring, som Socialdemokraterne og SF har tænkt sig at føre ud i livet, hvis partierne danner ny regering efter valget.

40 procent af bilisterne vil finde andre veje, hvis der bliver indført en afgift på 25 kroner for at køre ind i centrum i myldretiden, viser rapporten fra konsulentfirmaet Tetraplan. Den er bestilt af Københavns Kommune og en stribe omegnskommuner.

Stort fald i trafik
I prognosen anslås det, at 681.000 køretøjer på et hverdagsdøgn vil krydse den påtænkte betalingsring i 2015, hvis der ikke bliver indført afgifter. Antallet af passagerer vil derimod falde til 406.700, hvis der indføres en afgift på 25 kroner i myldretiden.
Men eftersom Tetraplan regner i 2008-priser, og S-SF regner i 2014-priser, så bliver effekten af S-SF-betalingsringen lidt mindre end en 40 procents reduktion af trafikken.

- Det er meget sandsynligt, at en betalingsring vil få ganske mange pendlere til at gentænke deres transport, siger trafikforsker Malene Freudendal-Pedersen fra Roskilde Universitet.

Hun forsker i trafikanters adfærd og peger på, at pendlere typisk har lagt deres transportmønstre i ret faste mønstre, som de ikke sådan bare lige laver om.

/ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?