Bolighavne udelukkes fra trafikpenge

Kommunerne skal satse på lokale havnevirksomheder frem for boliger med havudsigt, hvis der skal følge trafikpenge med. Det fastslår transportministeren. Kalundborg, Nakskov og Næstved kan få penge. Holbæk kan ikke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kommunerne skal satse på lokale havnevirksomheder frem for på boliger med havudsigt, caféområder og mindre kontorer, hvis der skal falde penge af til den lokale havn. Ifølge DR Sjælland betyder det at Holbæk ikke kan få trafikpenge.

Transportminister Lars Barfoed (K) tager nemlig sine forholdsregler forud for trafikinvesteringerne i havnene, som bliver offentliggjort senere i denne måned i forbindelse med regeringens store infrastrukturplan.

- Vi har ingen intentioner om at lave nye veje til godstransport på steder, hvor kommunen så laver havnen om til bolighavn. Derfor vil vi selvfølgelig sikre os, at investeringerne også går til de havne, der satser på gods og erhverv, siger han.

Hos Danske Havne er formand Uffe Steiner Jensen (S) enig i, at regeringens trafikpenge ikke skal gå til havne, der kun vil bruge havnene til boliger. Foreningen har fremlagt en havnepakke, der prioriterer, hvilke havne der skal have del i investeringerne.

Han understreger samtidig, at det er vigtigt for kommunerne at tage diskussionen om, hvad havnen skal bruges til.

- For har man en gang vedtaget, at der skal være boliger på havnen, kan man ikke lige pludselig bagefter gå tilbage til at blive en havn med virksomheder, siger han.

Fakta om havne
By- og landskabsstyrelsen opdeler en havn i fire kategorier.
Der kan godt være flere forskellige kategorier på den samme havn:

  1. Trafikhavn: Har passagerer og godstransport 
  2. Specialhavn: Arbejde med for eksempel olie, gas, kul, sten, andre råstoffer eller fiskeri
  3. Erhvervshavn: Havnerelaterede virksomheder som for eksempel skibsværft, andre erhverv som ligger på havnen
  4. Bolighavn: Havne med boligere, rekreative områder, kontorer

/ritzau/


Nyhedsoverblik