Nyheder fra din hverdag

Bogø By er kåret til regionens bedste landsby

01:11

Trods et stærkt finalefelt måtte Tappernøje og Egebjerg se sig slået af Bogø By i kampen om den fornemme titel som regionens bedste landsby.

Nu er spændingen langt om længe ovre – og TV ØST har takket være seernes stemmer officielt fået kåret den bedste landsby i regionen: Bogø By.

Programmet ”Vis mig din landsby” har gennem en hel sæson besøgt 20 landsbyer, der hver især har vist, hvad deres by har at byde på.

Og allerede fra begyndelsen var dommerfeltet bestående af tidligere håndboldspiller og nu foredragsholder Marianne Florman (Møn), morgenvært på P4 Sjælland René Sabro (Næstved) og kulturkonsulent i Odsherred Kommune Anne-Marie Donslund (Vallekilde) især lune på den lille landsby 16 kilometer sydøst for Vordingborg.

Faktisk var ingen af de tre dommere på noget tidspunk i tvivl om, at Bogø By skulle have en af de tre finalepladser i sidste uges program, da feltet skulle skæres fra fem til restende Tappernøje, Egebjerg og Bogø By.

Onsdag til søndag løb afstemningen over, hvor omkring 5.000 seere har været inde og stemme på deres favorit til regionens bedste landsby.

Et skulderklap til de frivillige

På Bogø er indbyggerne i den lille landsby naturligvis glade:

- Det er da fantastisk, og vi er virkelig glade. Jeg ser det som et rigtig stort skulderklap til alle de frivillige, der gør noget for andre her på øen uden at få noget for det, siger formand for Bogø Portalen, Kim Walther Pedersen.  

I Bogø By er man onsdag eftermiddag derfor i gang med at forberede fest til i aften, hvor over 100 gæster kommer til at fylde den lokale cafe. Også et rockorkester er inviteret til den særlige begivenhed, lyder det fra formanden for Bogø Portalen:.

- Folk er jo super glade og det skal selvfølgelig fejres, det her, fortæller Kim Walther Pedersen.

Klar dommerfavorit

Allerede ved dommernes besøg i byen, blev de noget imponerede. Blandt andet over det rige foreningsliv, men også over en masse andre ting, som TV ØST viste på rundturen i programmet.

- Der var en meget stor opfindsomhed lige fra deres musikskole for børnene, spiseklubben, hvor det handlede om at have det sjovt og til deres fredagsbar. Et tvist af noget finurligt og noget livsbekræftende og man kunne se, de havde det sjovt. Det får man jo lyst til at være med til, fortæller en af dommerne, kulturkonsulent Anne-Marie Donslund.

Også René Sabro, morgenvært på P4 Sjælland, er glad for seernes valg.

- Bogø By er den helt rette vinder. Byen har et foreningsliv helt ud over det sædvanlige og sætter dermed selv tingene i gang, og dét var jeg meget imponeret over, fortæller han.

- Landsbyen ramte noget universelt i os alle sammen helt fra begyndelsen. For eksempel, at de samles om rigtigt mange ting og at mange forskellige tager initiativet, siger foredragsholder Marianne Florman.  

Udover æren som regionens bedste landsby vinder byen traditionen tro også en bænk, som kan vises frem og tages i brug som trofæ i byen.  

Du kan følge festlighederne direkte fra regionens bedste landsby i aftenens udsendelse klokken 19:30 på TV ØST - og øverst på siden kan du se, da Sille Roulund fik en tur rundt i Bogø. 

Tip os Har du et godt tip?