Lolland skal gøre boet op efter Bonne

Det er op ad bakke med økonomien i den store Lolland kommune. Trods særaftaler med Indenrigsministeriet, mangler der millioner. SFs helt store profil Flemming Bonne Hansen trækker sig, men selv på afstand kan Bonne få en finger med i spillet.

 Analyse:

Umiddelbart kunne han se ud til at sidde sikkert i sadlen, Lollands socialdemokratiske borgmester Stig Vestergaard. Han sidder på et flertal sammen med kammeraten Venstre, og siden han kom til magten, har Lollands image rykket sig. Tag bare alle de mange klima-tiltag, der har sat kommunen på agendaen over hele verden. Selv japansk tv har været forbi. Og, siger mange kilder, han er tjekket, borgmesteren, og har styr på sine tropper.

Men! For der er et stort men. Ingen af politikerne har glemt den valgnat for fire år siden, hvor Stig Vestergaard overraskede alle ved at konstituere sig med netop Venstre, og hvor Nakskovs frontfigur, SFs Flemming Bonne Hansen, stod tilbage med sine overvældende knap 7000 personlige stemmer og en lang næse. Kuppet.

Denne gang stiller Bonne ganske vist ikke op. Men arven efter ham, kan meget vel blive den dark horse, der alligevel kan sætte spørgsmålstegn ved, hvad det helt præcist ender med på Lolland. For SFeren fik stemmer, der gik mere på manden og Nakskov-geografien end på partiet. Derfor er det formentligt helt umuligt at sige, hvor de små 7000 krydser havner denne gang. Det er nærmest utænkeligt, at de alle falder ét sted og slet ikke hos SFs nye spids, den relativt ukendte Torben Hansen. Ét er sikkert: Trods den røde farve på hans balkort, går de ikke automatisk til kupmageren Stig Vestergaard.

Kan de borgerlige indtage røde Lolland?
Vestergaards andet problem er økonomien. Jovist, den er gået fra katastrofal til dårlig, men alt er skåret ind til benet, blandt andet er ældreplejen blevet barberet. Og der er mange ældre på Lolland. Ved sammenlægningen havde de syv kommuner, der tilsammen fik navnet "Lolland kommune" et samlet underskud, der nærmede sig en milliard. Det fik daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til at hoste op med ekstraordinære 250 millioner kroner, mod at man ikke satte skatten op.

Nu kan underskuddet regnes i millioner, men der mangler mange af dem. Der vanker formentligt fyringer blandt kommunens medarbejdere, men kan det i sig selv rette op på en skidt økonomi?

Omvendt har Stig Vestergaard ikke en klar modstander eller udfordrere. Tingene er langt fra så sorte og hvide, som i andre kommuner. Som nogle siger: Her er økonomien så stort et problem, at vi er nødt til at arbejde sammen, der er ikke plads til fejder partierne imellem.

Venstres Hans Ole Sørensen spås dog et godt valg, og hvis han får nok stemmer, er der intet til hinder for, at partiet denne gang skaber et mere traditionelt borgerligt flertal. De konservative stiller nemlig med en ny spids, den kun 40-årige Marie Louise Friderichsen, der er velanset og formentligt også får et fint valg. Læg det sammen med et Dansk Folkeparti der generelt spås et godt valg på grund af den såkaldte Pia-effekt, og så kan der teoretisk set godt være et nyt flertal på vej. Selv på et Lolland, der er kendt som en af de rødeste kommuner i det ganske land.

Det er alt sammen et spørgsmål om, hvad der kommer til at ske tæt op til valget.

Og så er der boet efter Bonne, de forjættede 7000 stemmer.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App