Børnene rammes hårdt, når boligen ryger

Tusindvis af børn bliver den store taber, når deres forældre ikke kan betale huslejen. Det rammer selvværd og skolegang, viser ny rapport.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når fogeden banker på, så sætter det sig dybe spor hos familiens yngste.

Ikke bare når nøglen til lejligheden skal afleveres, og der skal siges farvel til legekammeraterne - men også på længere sigt.

Savn, ensomhed og skam risikerer at præge børnene i mange år.

Stor stigning i antallet af udsatte

Mellem 2002 og 2009 oplevede knap en halv procent af alle danske børnefamilier at blive sat ud af deres bolig, fordi de ikke havde betalt husleje.

Tallet har i perioden været kraftigt stigende fra knap 1000 børn i 2002 til det dobbelte antal i 2009, viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Forskerne er gået bag statistikken og interviewet 14 familier, som giver et indblik i deres liv, efter de mistede deres hjem.

Ifølge forsker Helene Oldrup er det kendetegnende for familierne, at de både før og efter udsættelsen er flyttet mange gange. Og de mange opbrud gør sammen udsættelsen børnene sårbare.

Rakkerliv rammer børnene

- Mange oplever at bo rundt om hos venner og familie eller i usikre fremlejede boliger. Nogen lever under forhold, der nærmer sig hjemløshed, og det er selvfølgelig en voldsom belastning, siger hun.

De fleste familier er danske, og typisk har de tre eller flere børn, viser rapporten. Mange er enlige mødre med ingen eller kort uddannelse. Og det mønster ser ud til at gentage sig i næste generation.

De ældre børn i de boligudsatte familier får oftere lavere karakterer ved folkeskolens afgangseksamen og tager i forhold til deres jævnaldrende markant sjældnere en ungdomsuddannelse.

- Forklaringen er ikke kun boligudsættelsen, men det er klart, at den er en vigtig brik i børnenes liv, siger Helene Oldrup.

- Og derfor burde der være mere fokus på at hjælpe familierne med gældsrådgivning og til at finde en bolig, som de kan betale, siger hun.

/ritzau/


Nyhedsoverblik