Det vi har sammen

Børnehave ramt af vandforurening på tredje uge

Foto: TV ØST

Forurenet drikkevand i Kalundborg Asylbørnehave har sendt børn og personale over i Kalundborghallerne, hvor børnene nu passes på tredje uge

Der er ingen garderobe til børnenes tøj, og legetøj er der heller ikke meget af i Kalundborg Hallerne. Ikke desto mindre er det her Kalundborg Asylbørnehave har holdt til siden 17. december.

Usikker fremtid
Hvornår de kan vende tilbage er der ingen, der ved.

- Det er jo det, der er det værste. Hvis man ligesom har en eller anden dato, hvor man siger, jamen ok, det er 14 dage, så går det nok. Men er det en måned, eller mere end det, hva' så? Så kan det godt begynde at trække tænder ud, tror jeg, siger Nina Nielsen, der er pædagogmedhjælper i børnehaven.

Sygdom og juleferie overstået
Det er et brud på en drikkevandsledning d. 13. december, der har forurenet drikkevandet i Kalundborg Asylbørnehave og 300 andre ejendomme i det sydlige Kalundborg. Før jul blev der konstateret både roskildesyge og colibakterier i vandet, hvilket har været skyld i de mange sygdomstilfælde, der har været i området.

I dag er børnene i Asylbørnehaven raske igen, og juleferien er overstået, så cirka 40 ud af børnehavens 66 børn blev i dag afleveret i Kalundborg Hallerne.

- Heldigvis har vi fået nogle større lokaler, så vi kan dele os lidt op, så det går. Det største problem er, at vi ikke kan have nogle ting stående og at vi hele tiden skal flytte ting frem og tilbage mellem lokaler og steder, fortæller Nina Nielsen.

Børnehave skal desinficeres
Et rengøringsfirma vil desinficere gulve, legetøj og andet inventar i børnehaven på Lundevej på fredag. Det betyder dog ikke at børnehaven så rykker tilbage i sine vante omgivelser - det sker nemlig først, når der kommer rent vand ud af hanerne derovre igen.

- Vi må bare få det bedste ud af situationen. Det løser sig jo nok, der er nok nogen, der arbejder på sagen, siger Anders Lejbach, som er forælder til en af børnehavebørnene.

 

02:17 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App