Børnehaver griber ind overfor forældres druk

Sjællandske børnehaver griber ind, hvis far eller mor lugter af sprut, når de henter tumlingen i børnehaven.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis far eller mor lugter af alkohol eller dukker op i børnehaven i beruset tilstand, tager pædagogen initiativ til en samtale med forældrene.

Sådan er praksis i Terslev Børnehus i Faxe Kommune. Og den sjællandske børnehave er ikke den eneste, der er begyndt at gribe fat i forældrene, hvis der opstår mistanke om et alkoholmisbrug, skriver Kristeligt Dagblad. 

Pædagoger er nemlig ikke bange for at tage fat i forældre, der lugter af alkohol, når de henter deres barn. Det viser en måling blandt 253 pædagoger foretaget af analyseinstituttet YouGov for Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum, der udkommer i morgen. I målingen svarer ni ud af ti pædagoger, at de tager en snak med forældrene, hvis de lugter af alkohol - i hvert fald hvis det sker flere gange. Samtidig siger 73 procent af 500 adspurgte forældre, at de finder det i orden at blive kontaktet af en pædagog, som mener, at de lugter af alkohol.

Specialkonsulent Kit Broholm fra Sundhedsstyrelsen betegner resultatet af målingen som særdeles positivt. Hun peger på, at viljen til at gribe ind til dels kan hænge sammen med, at Sundhedsstyrelsen mellem 2005 og 2010 stod bag en storstilet alkoholkampagne i 75 kommuner.

- Blandt andet var 10.000 pædagoger og andet frontpersonale på kursus i, hvordan de skulle tackle borgernes alkoholproblemer. Desuden blev der lavet rigtig meget materiale for børnehaver og skoler, forklarer Kit Broholm.

Hun vurderer desuden, at de seneste års alvorlige sager om vanrøgt af børn har været med til at skærpe pædagogers fokus på misbrug i familierne.

- Vi ved, at der er en sammenhæng mellem alkohol, vold og seksuelle overgreb i familierne. Jeg tror, at kommunernes intensive fokus på alkohol har betydet, at personalet er blevet mere trænet i at se problemerne, siger Kit Broholm, som understreger, at det værste, en pædagog kan gøre, er ikke at handle.

Faxe Kommune er et af de steder landet, hvor der arbejdes målrettet på at forebygge alkoholproblemer, og kommunen har udpeget Terslev Børnehus som modelinstitution.

- Hvis vi som pædagoger gennem observationer af forældre og børn har mistanke om alkoholproblemer, bliver forældrene indkaldt til en samtale. Det er vigtigt, at samtalen ikke bliver fordømmende, men fokuserer på, hvad forældrenes forhold til alkohol gør ved barnet, forklarer souschef i Terslev Børnehus Katja Rasmussen.

Institutionen har ikke oplevet forældre, der var deciderede alkoholikere, men derimod mødt familier, hvor en eller begge forældres alkoholforbrug betød en ændret adfærd.

- Samtalerne er blevet modtaget positivt af forældrene. Jo, tidligere vi kan gribe fat i problemet, jo lettere er det også at flytte noget, siger Katja Rasmussen.

Henning Pedersen, der er formand for pædagogernes fagforening, BUPL, mener også, at det er blevet mere almindeligt at tale åbent om alkohol:

- Det er dog stadig ikke godt nok. For vi ser stadig eksempler på, at der ikke gribes ind i sager om omsorgssvigt af børn, siger han.

Den private forening Alkohol og Samfund arbejder på at skabe debat om danskernes høje alkoholforbrug, og foreningens formand, Anette Søgaard Nielsen, mener generelt, at der er sket et skred i danskernes holdning til alkohol.

- Især pædagoger og skolelærere er i stigende grad begyndt at gribe fat i forældrene. I dag skriver mange institutioner en alkoholpolitik ind i deres planer, så forældre fra starten ved, at pædagoger vil gribe fat i dem, hvis de kommer berusede i børnehaven, fortæller  Anette Søgaard Nielsen, der også er områdechef for misbrugsbehandlingen i Odense Kommune.

Hun henviser til en tidligere undersøgelse fra ugebrevet Mandag Morgen og Trygfonden, som viser, at et flertal af danskere mener, at det er i orden at tage fat i mennesker med et alkoholproblem.

- Forskning viser, at det er nemmest at gribe ind, inden forbruget af alkohol løber løbsk og bliver til egentlig afhængighed, siger Anette Søgaard  Nielsen.


Nyhedsoverblik