Børnefamilier bliver sagt op af spekulant

En lang række lejere i Slagelse har nu fået en opsigelse med posten. De skulle have været ude i tirsdags.

- Det er da en usikker situation. Jeg har 2 børn og er jo afhængig af at have et sted til dem. Sådan siger Louise Røngaard i dag til TV2 Øst. Familien bor i en lejlighed i Sct. Mikkelsgade i Slagelse, i en af de ejendomme, der ejes eller har været ejet af spekulanten Kenneth Schwartz Thomsen, der ikke er noget ukendt navn i mediebilledet. Igennem en årerække har flere desperate lejere nemlig stået frem og fortalt, hvordan de ejendomme, de bor i forfalder, imens udlejer er umulig at komme i kontakt med.

Sådan er det, ifølge Louise Røngaard også i Sct. Mikkelsgade. - Der er rotter, der er skimmelsvamp, vi har ikke haft vicevært i mange måneder, og intet lys på trappen, fordi der ikke er blevet betalt afgift. Det er dybt frustrerende.

Det mest frustrerende er dog ikke det manglende vedligehold, men til gengæld at lejerne i Sct. Mikkelsgade, men også i en lang række andre ejendomme blandt andet i Slagelse, ikke ved, hvem der ejer ejendommen de bor i. Først var det Kenneth Schwartz Thomsen, så var det et andet selskab, så skrev de ud til os, at det ikke var dem alligevel, men at ejendommene var gået tilbage til Kenneth Schwartz Thomsen og Dansk Boligadministration, så var det et nyt selskab, og sådan kan vi blive ved, fortælle Martik Falk Mejer, der bor i samme ejendom som Louise Røngaard.

Det betyder, at lejerne ikke har kunnet indbetale husleje, som de plejer. Istedet har de - i samråd med Lejernes LO - indbetalt huslejepengene på en spærret konto. Og så venter de nu på, at der kommer en afklaring på, hvem der ejer ejendommen. Og om selskabet, der ejer ejendommen er gået konkurs eller ikke.

Men nu truer selskabet Investeringsselskabet af 1/1 2006 ApS, der har samme adresse som Dansk Boligadministration v/ Kenneth Schwartz Thomsen, og som siger, at de ejer ejendommen nu, altså med at smide lejerne ud. - Vi kan se, at du mangler at indbetale husleje, så du skal fraflytte senest d. 27/1 09 lyder den simple besked. Med mindre altså lejerne indbetaler det skyldige beløb, men det skal man bestemt ikke gøre, lyder rådet fra Lejernes LO i Slagelse.

- Man skal kun indbetale pengene, når man er sikker på, hvem der ejer ejendommen, og at selskabet bag ikke er under konkurs. Hvis de er gået konkurs, er alle pengene nemlig tabt, siger Hans Andersen, der er formand for Lejernes LO i Slagelse i dag til TV2 Øst.

Hos Lejernes LO har de masser af henvendelser om Dansk Boligadministration. - Nu skal man måske ikke sammenligne dem med IT Factory, men det er lidt derhen ad, siger Hans Andersen. - Det er spekulation, det er "vi skal tjene nogle penge" og om det er lovligt eller ulovligt, det er vi ligeglade med, sådan tror jeg at de tænker, siger Hans Andersen.

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App